Mangel på medarbejdere får hver ottende SMV til at investere i robotter og automatisering

Denne analyse er lavet af Sydbanks erhvervsøkonom Morten Laugesen

Hele 52 procent af de små og mellemstore virksomheder (SMV’er) har svært ved at finde tilstrækkeligt med medarbejdere. Det viser en undersøgelse blandt 400 SMV’er, som analyseinstituttet Voxmeter har gennemført for Sydbank. Som følge af den store mangel på medarbejdere forventer 13 procent af SMV’erne at investere i robotter og andre automatiseringsløsninger indenfor det kommende år.

For mange små og mellemstore virksomheder (SMV’er) er mangel på kvalificerede medarbejdere en af de helt store udfordringer i øjeblikket. Det tydeliggør en undersøgelse blandt 400 SMV’er, som analyseinstituttet Voxmeter har gennemført for Sydbank.

I den nye undersøgelse er det således 52 procent af virksomhederne, der svarer, at de har svært ved at finde det antal medarbejdere, som de har behov for i øjeblikket.

Flere SMV’er investerer i robotter og automatisering

Den udbredte mangel på medarbejdere har fået flere SMV’er til at skrue op for investeringerne i robotter og andre automatiseringsløsninger.

I vores nye undersøgelse er det i hvert fald 11 procent af SMV’erne, der svarer, at de indenfor det seneste år har investeret i robotter og andre automatiseringsløsninger, fordi de har svært ved at finde tilstrækkeligt med medarbejdere.

Samtidig er det 13 procent – svarende til godt og vel hver ottende SMV – der forventer, at manglen på medarbejdere vil få dem til at investere i robotter og andre automatiseringsløsninger indenfor det kommende år.

Det er positivt, at hver ottende SMV vælger at håndtere den udbredte mangel på medarbejdere ved at satse på robotter og andre automatiseringsløsninger.

Det er nemlig veldokumenteret, at investeringer i ny teknologi som regel fører til fremgang i den enkelte virksomheds produktivitet, selvom det især for små og mellemstore virksomheder kan kræve en del ressourcer at implementere nye teknologiske løsninger.

Robotterne er hastigt på vej ind i erhvervslivet

Zoomer vi ind på brugen af robotter i dansk erhvervsliv, kan vi se, at mange virksomheder har taget robotter til sig i løbet af de seneste år.

Mens det i 2018 var ti procent af de danske virksomheder med mindst ti ansatte, der anvendte robotter, er det nu 20 procent af virksomhederne, der har en eller flere robotter.

Med i den ovenstående opgørelse er alle typer af robotter. Det inkluderer blandt andet servicerobotter, der f.eks. anvendes til rengøringsopgaver, og softwarerobotter, der blandt andet omfatter de såkaldte chatbots, der kan anvendes til at kommunikere med kunder og andre interessenter.

Med i opgørelsen er også de klassiske industrirobotter, der i dag er blevet fast inventar på fabriksgulvet hos mange danske produktionsvirksomheder.

Det er også tydeligt, at det især er industrien, der har taget robotterne til sig. Det er således 40 procent af virksomhederne i industrien, der anvender robotter, mens det kun er fire procent af virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen, der har investeret i en eller flere robotter.

Danske industrivirksomheder halter lidt efter udenlandske konkurrenter

Det er ikke kun de danske industrivirksomheder, der har travlt med at installere robotter. I de seneste år har virksomheder i hele verden haft travlt med at installere robotter.

Ifølge tal fra International Federation of Robotics (IFR) blev der på verdensplan solgt 384.000 industrirobotter i 2020, hvoraf 690 robotter blev installeret i Danmark.

Samlet er der 246 industrirobotter pr. 10.000 industriarbejdere i Danmark. Dermed ligger Danmark på en delt niendeplads med Kina, når man ser på den såkaldte robottæthed, jf. figuren herunder.

I forbindelse med opgørelsen af robottætheden er det værd at bemærke, at industrirobotter er særligt udbredte i bilindustrien. Derfor ligger store bilnationer som Tyskland og Japan højt på listen.

Læs flere artikler og analyser, som hjælper erhvervsledere til at træffe bedre beslutninger

Denne publikation er udarbejdet på grundlag af informationer fra kilder, som Sydbank finder troværdige. Sydbank påtager sig dog intet ansvar for mangler, herunder eventuelle fejl i kilder, trykfejl eller beregningsfejl, samt efterfølgende ændrede forudsætninger. Sydbank fraskriver sig ethvert ansvar for tab, der måtte have direkte eller indirekte sammenhæng med dispositioner, der er foretaget alene på baggrund af denne publikation. Denne publikation må ikke uden bankens udtrykkelige samtykke offentliggøres eller distribueres videre.

Sydbank A/S, Peberlyk 4, DK-6200 Aabenraa, CVR-nr. DK 12626509 er under tilsyn af Finanstilsynet, Århusgade 110, DK-2100 København Ø.


Næste artikel