Budgettet til den økonomisk holdbare konfirmationsfest

Konfirmation er en stor familiefest – og de fleste forældre opdager bagefter, at den er stukket af i pris. I gennemsnit har konfirmationsfesten kostet omkring 30.000 kr. de seneste fem år. Alligevel mener forældrene til årets konfirmander, at de kan nøjes med lidt over 18.000 kr.

Det viser en måling, som Norstat netop har gennemført for Sydbank.

Af Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom 

Mødrene er de mest optimistiske i forhold til festudgiften. Halvdelen tror, at festen kan holdes for under 10.000 kr. Det skyldes nok, at det kun er et mindretal, der har lagt et festbudget – og kun 25 pct. af dem forventer i øvrigt, at det holder.

Har I en kommende konfirmand i familien, og vil I gerne have et bedre overblik over udgifterne, er der hjælp at hente i denne artikel.

Sydbank har opstillet en huskeliste, der kan bruges til at danne sig et økonomisk overblik og lægge et festbudget uden overraskelser. Sæt et maksimumsbeløb ud for hver post, og slet de poster, der ikke er relevante.

Konfirmationsfestens huskeliste

  • Tøj:  Kjole/bukse-skjorte-slips-sæt til dagen og sko, andendagstøj
  • Tøj til forældre og søskende
  • Skønhed: Makeup, negle og hår
  • Papir: Invitationer, bordkort og takkekort
  • Blomster: Blomster til bordet og enkelte roser til de andre konfirmander
  • Festen: Lokale, mad, drikkevarer, underholdning, festtelt, stole, borde, service, fade og duge, hjælp - kok, servering og oprydning, overnattende gæster
  • Fotograf
  • Transport
  • Gaver til konfirmanden – kan de byttes?
  • Diverse – lidt luft i budgettet

Holdes festen ude, så husk at spørge om…

Hvis festen holdes ude, så lav en skriftlig aftale med stedet, hvor alle priser er med, og hvor det tydeligt fremgår, hvad I får for pengene, hvor længe I har lokalet, og hvornår I har sidste frist for at justere på antallet af kuverter.

Få også styr på depositum eller andre udgifter, der betales i forvejen.

Hvis festen må aflyses eller bliver aflyst

Det er heldigvis sjældent, at en konfirmationsfest må aflyses. Holder man festen ude, er det vigtigt, at man allerede ved bestilling af festen forhører sig om, hvordan vilkårene ved en eventuel afbestilling er både mht. tidsfrister og udgifter.

Det samme gælder, hvis man har bestilt telt, borde, stole m.m. til opstilling i egen have eller mad udefra. Få svar på spørgsmålet ’hvad koster det, hvis vi aflyser?’

Får man på den anden side aflyst sin fest fra restaurantens side eller fra dem, man har aftalt levering af mad og andet med, hvad gælder så? Hvis der ikke er aftalt noget om, hvad der så skal ske, kan man ifølge branchekutymerne kræve at få dækket de eventuelle ekstraudgifter, som man får pga. deres aflysning. De ekstraudgifter skal man kunne dokumentere.

Dertil kommer, at man kan bede restauranten om at være behjælpelig med at finde et andet sted at holde festen.

Men der er ikke frit slag for at bestille en meget flottere fest et meget dyrere sted og forvente om, at merudgiften bare kan sendes videre.

Hvad skal der ske med konfirmationspengene?

Læs mere om Junior Opsparing – dit barns løbende opsparing


Næste artikel