Fysiske prints i Sydbank er halveret på seks måneder

Corona-krisen har på godt og ondt skubbet til vores vaner og den måde, vi arbejder på. I Sydbank kan vi bl.a. se, at corona-krisen har haft en positiv indvirkning på vores printvaner – på seks måneder er antallet af fysiske prints halveret.

I november 2019 blev der ifølge en ny intern opgørelse printet 1.055.356 prints, og i april 2020 blev der printet 541.514 prints. Opgørelsen viser desværre ikke, hvad der præcis ligger til grund for nedgangen. Men ifølge Stine Harboe Jensen, der er forretningsudvikler og fagansvarlig for dokumenter og prints i Sydbank, er der ingen tvivl om, at corona-krisen har spillet en stor rolle.

- Der er mange kolleger, der ekstraordinært har holdt ferie, og mange har arbejdet hjemme. Og det har givet vores printere et pusterum, fortæller Stine.

Med en halvering af prints på seks måneder fristes man næsten til at sige, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Det giver stof til eftertanke, og en ting er sikkert: den nedadgående kurve er kommet for at blive ifølge Stine.

- I Sydbank vil vi gerne så tæt på 0-print, som overhovedet muligt. Vi skal derfor udnytte situationen og blive ved med at skubbe til vores printadfærd, så printernes pusterum ikke kun bliver midlertidig, siger Stine.

Corona-krisen kan dog ikke tage al æren for printnedgangen. I Sydbank er der implementeret en lang række initiativer for at reducere antallet af prints i hele banken – og flere er på tegnebrættet. Fx er der justeret på indstillingerne til automatisk printning, og antallet af dokumenter, der kan skrives under digitalt, øges dag for dag.


Næste artikel