Kvindernes internationale kampdag: Kæmp for pensionen

I dag er det Kvindernes internationale kampdag. Der er formentlig mange svar på, hvad der skal kæmpes for. Men her i Sydbank mener vi, at der skal slås et slag for kvindernes pension.

Hvert år den 8. marts markeres Kvindernes internationale kampdag rundt om på kloden, med formålet om at sætte fokus på kvinders stilling i verden. Ser man på, hvordan det står til med ligestillingen på pensionsområdet, er kvinderne markant dårligere sikret end mænd – et faktum, som desværre ikke er en nyhed.

Grundene til denne skævvridning er mange, fortæller Gitte Stentoft, der er afdelingsdirektør i Private Banking og Pension:

- De fag man typisk vælger som kvinde, er i højere grad kvindedominerende fag, som fx sundhed og omsorg, og disse fag har en lavere gennemsnitsløn. Derudover går kvinder oftere på deltid og tager mere barselsorlov. Og oveni det, lever vi kvinder også længere og går tidligere på pension. Alt sammen faktorer, som har en negativ påvirkning på pensionsopsparingen.

Det går heldigvis den rigtige vej

På trods af kvindernes store efterslæb, viser nye tal fra Danmarks Statistik, at kvinders pensionsformuer i gennemsnit er steget med 17 procent fra 2014 til 2017. Til sammenligning er mændenes pensionsformuer steget med 13 procent i samme periode.

- Det er dejligt at se, at det går i den rigtige retning. Men desværre går det alt for langsomt, konstaterer Gitte, og uddyber:

- Ifølge tallene fra Danmarks Statistik er kvinders pensionsopsparing konstant godt 20 procent lavere end mænds, uanset om vi ser på de 30-årige, de 40-årige eller de 50-årige. Kønsforskellene på pensionsområdet er derfor slet ikke udlignet endnu.

Gittes råd til kvinder om pension

Med den markante skævvridning mellem kvinder og mænds pensionsformue, er der altså meget, der peger i retning mod et øget fokus på ligestillingen på dette område. Her giver Gitte fem gode råd til, hvordan du som kvinde selv kan slå et slag for din pension.

Hvis du går ned i tid

Deltid og nedsat tid har masser af fordele. Men når det kommer til pension, er det desværre en ulempe. Ifølge Danmarks Statistik arbejdede 470.000 danske kvinder i 2016 på nedsat tid, svarende til 36 procent af alle kvinder i arbejde. Er du en af dem, er det derfor vigtigt, at du er særlig opmærksom på din pensionsopsparing, så du sikrer, at du har penge nok til den dag, du skal på pension.

Vil du gå på pension på samme tid, som din mand?

Der er mange par, som ønsker at gå på pension samtidig. Men da de fleste mænd er ældre end deres ægtefæller, trækker de kvinderne med på pension i en tidligere alder. Det betyder, at kvinderne har mindre tid til at spare ligeså meget op som mændene, og derfor er det en rigtig god idé at tage højde for aldersforskellen mellem dig og din mand, når der skal spares op til pension.

Husk du lever længere

Kvinder lever i gennemsnit tre år længere end mænd. Derfor er det særligt vigtigt for kvinder, at pensionsopsparingen kan følge med alderen, fx med en livsvarig pension eller en ratepension.

Læs mere om dine opsparingsmuligheder i Sydbank

Tjek op på din pensionsopsparing jævnligt

Kvinde eller ej – det er altid en god idé at gennemgå dine pensionsordninger med jævne mellemrum. Her kan du med fordel kontakte din rådgiver eller Sydbank Direkte og få et pensionstjek, så du sikrer dig, at du kan leve det liv, du drømmer om – hele livet.

Book et møde og få et pensionstjek

Pension er også en forsikring

Både pension og forsikringer handler om at skabe tryghed og økonomisk sikkerhed for dig selv og din familie, når lønnen ikke automatisk kommer ind på kontoen. Derfor er det vigtigt at tage ansvar og få tjekket både pension og forsikringer. Du kan fx bruge Letportalen til at få et samlet overblik over både din pension og dine forsikringer, og ellers sidder vores rådgivere naturligvis også klar til at hjælpe dig.

Læs mere om pension


Næste artikel