Detailsalget er steget i april

Økonomisk kommentar af Sydbanks cheføkonom Søren V. Kristensen

På trods af en dyster måned for økonomien steg detailsalget i april. Det er et godt tegn.

Tallene for detailsalget i april er overraskende gode. Faktisk stiger detailsalget 0,4 % sammenlignet med marts. Det dækker dog over en enormt skæv udvikling, hvor salget af tøj er faldet med næsten 60 % sammenlignet med april sidste år, mens salget af andre forbrugsvarer er oppe med imponerende 3 %. Alt i alt er det dog en god nyhed, der slår en tyk streg under, at de danske forbrugere gik ind i COVID-19 krisen med penge på kistebunden.

Alligevel er detailsalget lidt et skønmaleri af, hvordan det i virkeligheden står til med det private forbrug i Danmark. Servicesektoren er hårdest ramt, fordi store dele af denne sektor har været lukket helt ned eller er det stadig. Derfor har vi også set forbruget falde drastisk i servicesektoren. Det ændrer dog ikke på, at udviklingen i detailsalget er en god nyhed. Det tyder på, at danskerne gerne vil svinge dankortet, når vi igen får muligheden - også i servicesektoren.

På trods af det fine detailsalg forventer vi dog alligevel, at det samlede privatforbrug vil falde for 2020 som helhed. Det skyldes blandt andet, at mange forbrugere enten har mistet arbejdet eller frygter at gøre det i løbet af de kommende måneder.


Næste artikel