Når jeg kan og vil være topchef, kan og vil andre også

Debatindlæg af adm. direktør Karen Frøsig gengivet den 19.7. 2021 af Berlingske Tidende Business

Corona har vist, at når vi står foran en global pandemi, er vi alle lige. Men i dansk erhvervsliv er vi ikke lige: Vi har ikke ligestilling, og vi har lang vej igen, inden vi opnår det. Det Nye Danmark skal blive bedre end det gamle, derfor skal ligestillingen med.

Jeg sidder i dag for bordenden i Sydbank, Danmarks tredjestørste bank og Danmarks Erhvervsbank. Jeg er topleder for en ordentlig, rentabel og forretningsmæssig sund bank med dygtige eksperter og fagfolk. Men når jeg kigger ud over det danske ledelsesmæssige landskab, er der stor afstand mellem kvinderne i lederstillingerne. Selvfølgelig er der mange dygtige kvinder på direktionsgangene og i bestyrelseslokalerne, men der er for få, og særligt går det for langsomt med at få kvinderne til tops. Hvorfor?

Danmark er faldet ud af den nordiske superliga, når det gælder andelen af kvinder i ledelse. I EU-sammenhænge indtager vi en 3. plads – nede fra. Vores danske gennemsnit for ’kvinder i ledelse’ er så lavt, at vi ligger nr. 25 ud af i alt 27 lande. Letland, Polen og Litauen gør det bedre end os. Hvorfor?

Hvis man vil forandring, må man vende spejlet mod sig selv: Siden jeg i 1997 startede i banksektoren med min juridiske kandidatgrad og advokatbestalling på cv’et, har jeg været med til opkøb, sammenlægninger og til at forøge markedsandelen. Vidste jeg noget om finanssektoren, da jeg startede? Vidste jeg noget om at lede 2.500 medarbejdere? Vidste jeg noget om aktiekurser? Nej. Er det omstændigheder, held, min opdragelse, arbejdskulturen, min tilgang, eller fordi jeg i mine unge år var eneste pige blandt lagermedarbejdere med træsko og kanvas-overall, der gør, at jeg er lykkedes i finanssektoren? Jeg kender ikke svaret, ud over at jeg har prioriteret mit arbejde og min karriere, ligesom andre kvinder gør det i dag – heldigvis med mulighed for fleksible arbejdstider. Og når jeg kan og vil, kan og vil andre også.

Derfor havde jeg også forventet, at når min datter trådte ud på arbejdsmarkedet, cirka 30 år efter, jeg selv havde gjort det, ville hun og hendes generation have andre muligheder, end min generation havde. Men det er desværre ikke tilfældet. Hvorfor?

Jeg er kommet til den overbevisning – hvilket jeg ikke har været tidligere – at vi i nationale sammenhænge er nødt til at skrue på den store kvoteknap for at ændre på de danske ligestillingsstatistikker. Som Lone Fønss Schrøder, der også går ind for kvoter, har sagt for nylig, ”så skal tingene nogle gange hjælpes på vej”. Morten Hübbe fra Tryg, der også har erkendt nødvendigheden af kvoter, siger, at i de ledergrupper, hvor der er et godt miks mellem mænd og kvinder, også skabes de bedste forretningsmæssige resultater.

Ikke at have ligestilling svarer til en infrastruktur uden broer, en bil på to hjul eller kun at måtte købe halvdelen af varerne i et stormagasin. Jeg vil gerne have mulighed for at vælge fra alle hylder, have en bil på fire hjul og bygge en bro til kvinder i dansk erhvervsliv, og jeg er nået dertil, hvor jeg går ind for kvoter, som en katalysator for en proces, der, efter min mening, er nødvendig at fremskynde. Ligestillingen i Danmark har brug for at få et ordentligt skub hen over broen.

I Sydbank arbejder vi allerede med kvoter, både når det gælder rekruttering af finansøkonomer og bachelorer til filialerne med 50 procents fordeling af begge køn, og når det gælder indstillinger til lederprogrammerne. Vi har vores eget program med målsætningen om 35 procent kvinder i ledelsen i 2025 – og vi er godt på vej. I vores kreditafdeling, som er et af de vigtige maskinrum i en bank, og som har været præget af stor søgning fra mænd, er der gennem de seneste 3-5 år sket en kulturændring. Af de seneste tre ledende chefstillinger er de to tilfaldet kvinder. Små skridt, men stor signalværdi.

I 2020 blev vi af Finanssektorens Arbejdsgiverforening og Finansforbundet rated som den bank, hvor muligheden for at avancere for kvinder og mænd er ens. Samtidig lagde vi afstand til resten af sektoren. Vi er stolte af tilgangen, og vi er på rette vej, men det går stadig for langsomt, og med al respekt kan vi i Sydbank ikke løfte Danmarks ligestilling alene.

Vejen til ligestillingen – med Det Nye Danmark – er en nødvendig vej og en nødvendig bro, som vi er nødt til at bygge sammen og gå over i fællesskab. Jeg håber, at jeg med det her indlæg har været med til at lægge starten til det fælles fundament for ligestillingsbroen.