Dansk modeeksport kan blive ramt af modvind efter en bragende god start på året

De danske modevirksomheder har haft travlt med at læsse lastbiler og containere med tøj og sko i årets første måneder.

De tørre tal viser i hvert fald, at den danske modeeksport i de første fem måneder af 2022 beløb sig til 18,8 milliarder kroner. Det er et historisk højt niveau, der svarer til en fremgang på 29 procent i forhold til den samme periode året forinden.

Den gode start på året kommer efter, at modeeksporten også fik en flot afslutning på 2021, der endte med en vækst på 18 procent. Den danske modeeksport har derfor bevæget sig langt ud af skyggen fra coronakrisen, der ramte branchen hårdt i begyndelsen af 2020.

Tyskland forbliver det største marked


Kigger vi nærmere på modebranchens vigtigste markeder, er det tydeligt, at eksportfremgangen er bredt funderet. Modeeksporten til de ti største markeder er således alle vokset med et tocifret procentbeløb, når vi sammenligner årets første fire måneder – som er den periode, det er muligt at finde landeopdelte tal for – med den tilsvarende periode året forinden.

Med en fremgang på 23 procent til 4,1 milliarder kroner fastholder Tyskland positionen som det suverænt største eksportmarked for de danske modevirksomheder.

På tilsvarende vis bliver andenpladsen fortsat indtaget af Sverige, hvor til modeeksporten er vokset med 24 procent til 1,8 milliarder kroner.

I top-tre finder vi også Polen, der i årets første fire måneder har modtaget danske modevarer for et samlet beløb på 1,5 milliarder kroner. Dermed fortsætter de kraftige stigningstakter, der været i modeeksporten til Polen de seneste år. Det er dog ikke ensbetydende med, at de polske forbrugere pludselig er blevet vilde med danske modevarer. En stor del af fremgangen skyldes formentlig, at flere internationale e-handelsvirksomheder har valgt at etablere distributionscentre i Polen.

Nedtrykt stemning blandt europæiske forbrugere


Mens den grænseoverskridende nethandel gør det vanskeligt at tegne et fuldstændigt præcist billede af den danske modeeksport, hersker der ingen tvivl om, at de europæiske nærmarkeder er altafgørende for den danske modebranche.

Eksporten af sko, tøj og andre beklædningsgenstande til EU-landene udgør 80 procent af den samlede modeeksport, mens Norge og Storbritannien aftager henholdsvis otte og fire procent af eksporten fra de danske modevirksomheder.

De danske modevirksomheder er derfor dybt afhængige af de europæiske forbrugere, hvor stemningen er alt andet end munter for tiden. Den europæiske forbrugertillid er nemlig faldet kraftigt de seneste måneder og befinder sig nu på et historisk lavt niveau.

Den nedtrykte stemning afspejler i høj grad, at de europæiske forbrugeres købekraft bliver udhulet af den tårnhøje inflation. Eksempelvis lyder inflationen i Tyskland nu på godt otte procent, hvilket er langt mere end de omtrent fire procent, som de tyske lønninger er steget med det seneste år.

Den udhulede købekraft vil sammen med den generelle usikkerhed om de økonomiske udsigter utvivlsomt komme til at lægge en dæmper på de tyske og andre europæiske forbrugeres lyst til at spendere penge på sko, tøj og andre beklædningsgenstande i de kommende måneder.

Faktisk peger de seneste nøgletal for detailsalget i EU på, at de europæiske forbrugere allerede i løbet af de seneste måneder er blevet lidt mere tilbageholdende med at bruge penge i tøjbutikkerne.

Samtidig giver meldinger fra Zalando og andre store e-handelsvirksomheder et praj om, at interessen for at købe tøj online er blevet mere afdæmpet. Det sker efter, at coronapandemien ellers gav et stort boost til onlinesalget af beklædning.

Flere pile peger altså på, at de danske modevirksomheder går en udfordrende periode i møde på de vigtigste eksportmarkeder. Vi vurderer ikke, at vi står over for et stort fald i modeeksporten, men med den tiltagende modvind på eksportmarkederne kommer vi i dem kommende tid næppe til at se lige så høje vækstrater som i begyndelsen af året.

Fakta: Dansk modeeksport

Dansk modeeksport består af beklædningsgenstande og -tilbehør samt fodtøj.

Beklædningsgenstande og -tilbehør tegner sig for ca. 90 procent af den samlede modeeksport, mens eksporten af fodtøj tegner sig for den resterende andel.


Næste artikel