“Jeg har det godt med ansvaret”

Af Martin Kjærsgaard Nielsen, finansjournalist

Som afdelingsdirektør i Sydbanks Kapitalforvaltning har Mads Kjølsen Olsen det overordnede investeringsansvar for bankens blandede fonde og porteføljeplejeprodukter. Dermed har den erfarne matematik-økonom ansvaret for at investere mere end 40 mia. kr. af kundernes penge.

 “Når man har så stor en formue under forvaltning, er det et ansvar, man ikke tager let på. Når markederne falder, som de gjorde i forbindelse med COVID-19-krisen, mærker man presset yderligere, men det er noget, jeg håndterer fint. Jeg har det godt med ansvaret,” siger Mads Kjølsen Olsen.

Selvom afdelingsdirektøren er overordnet ansvarlig, er han ikke alene om opgaven. Den 43-årige leder er hurtig til at fremhæve sit team af investeringsspecialister, der tæller 14 medarbejdere. Sin lederstil betegner han selv som frihed under ansvar, og det er der en god grund til, forklarer han.

 “Folk er dygtige, godt uddannede og har typisk lang erfaring. Folk af den kaliber skal også have stor indflydelse på deres egen hverdag. Det giver i mine øjne de bedste resultater på lang sigt,” siger direktøren, der har været i Sydbank siden 2003.

Afdelingens arbejdsopgaver spænder fra rene investeringsopgaver til direkte kundekontakt og præsentationer overfor kunder. Herudover fylder overordnet risikostyring en del. Direktørens egne opgaver er primært ledelsesmæssige.

“Derudover arbejder jeg selv med den overordnede aktivallokering på tværs af risikoprofiler samt den overordnede risikostyring på tværs af vores forskellige porteføljer. Jeg har en ekstra dyb indsigt i obligationsmarkedet, herunder det danske realkreditmarked, som følge af min baggrund som matematik-økonom og obligationsanalytiker,” tilføjer Mads Kjølsen Olsen, der sætter stor pris på variationen mellem det strategiske arbejde, drift og kundepleje.

Lederrollen har dog betydet, at afdelingsdirektøren holder færre kundemøder end førhen, forklarer han.

 “Det er efterhånden kun 3-4 gange om måneden, jeg selv taler direkte med kunder. Jeg har dygtige folk, der taler langt mere med kunderne, end jeg selv gør.”

For at holde sig fagligt opdateret har Mads Kjølsen Olsen i de senere år suppleret sin kandidatuddannelse med de teoretisk krævende investeringsuddannelser i CFA- og CAIA-regi. Det er formentlig en fornuftig investering, når man har ansvaret for milliardvis af andre folks penge.

Blå bog

  • 43 år
  • Bor i Aabenraa
  • Chartered Alternative Investment Analyst, CAIA (2021)
  • Master i ledelse, FA (2018)
  • Chartered Financial Analyst, CFA Institute (2013)
  • Cand. scient. oecon., Aarhus Universitet (2003)

 Ansvarsområde

Sydbanks blandede fonde og porteføljeplejeprodukter, herunder individuelle porteføljeplejeløsninger

 Karriere

  • 2013- Afdelingsdirektør, Sydbank
  • 2008-2013 Kapitalforvaltningschef, Sydbank
  • 2003-2008 Obligationsanalytiker, Sydbank

Næste artikel