Angela Merkel har siden 2005 stået i spidsen for Tyskland som forbundskansler. Den position har ikke alene gjort Merkel til en hovedperson i tysk politik, men også i toppen af europæisk politik. Den 65-årige CDU-politiker har været kaptajn for Europas største økonomi gennem både finanskrisen og den europæiske gældskrise. Det er derfor store sko, som Tysklands næste kansler skal fylde ud, når Merkel i efteråret 2021 efter planen træder tilbage som ”Topmutti.”
Efter 14 år som frontfigur for Tyskland er Merkel fortsat en uhyre populær politiker på den tyske hjemmebane. Ifølge de seneste målinger er hun med afstand landets mest populære politiker. Det er påfaldende, da det ikke er unormalt, at en politikers popularitet daler over tid.
Merkels regeringstid har dog ikke været uden skrammer. Blandt økonomer har Merkel ofte fået kritik for at sole sig i resultaterne fra Gerhard Schröders Hartz-reformer fra 2003-2005, der har været afgørende for Tysklands genoprejsning fra tiden som ”Europas syge mand”. Reformtempoet er bremset op under den konservative Merkel, og hendes håndtering af flygtningekrisen i 2015 anses som en væsentlig forklaring på partiet Alternative für Deutschlands (AfD’s) massive fremmarch i tysk politik. Udviklingen har affødt heftige diskussioner i Tyskland om Merkels flygtninge- og indvandrerpolitik.
Den erfarne forbundskansler har da også rigeligt at se til i øjeblikket. Koalitionsregeringen med det socialdemokratiske parti (SPD) slår sprækker, efter at SDP har valgt en ny formandsduo.
Norbert Walter-Borjans og Saskia Esken vandt i slutningen af 2019 kampvalget i SPD, bl.a. på kritik af samarbejdet med Merkels kristendemokratiske CDU og krav om massive finanspolitiske lempelser. SPD’s nye formandsduo har siden dæmpet retorikken, men fundamentet i koalitionsregeringen er fortsat skrøbeligt.
Udsigt til katastrofevalg i Hamborg
Problemerne forværres kun af, at SPD bløder i meningsmålingerne, og det interne pres i SPD er derfor tiltagende på Borjans og Esken for at forlade koalitionsregeringen. Her kan delstatsvalget den 23. februar i Hamborg blive den udløsende faktor. Tysklands næststørste by har traditionelt set været en SPD-højborg. Ved det seneste delstatsvalg i Hamborg fik SPD tæt ved halvdelen af stemmerne og 30 procentpoint mere end CDU. Meningsmålingerne peger i øjeblikket på en halvering af SPD til fordel for De Grønne. Holder meningsmålingerne stik i forudsigelserne om et katastrofevalg til SPD i Hamborg, kan koalitionsregeringens dage snart være talte.
Spørgsmålet er, om et SPD-farvel til koalitionsregeringen med CDU/CSU automatisk betyder nyvalg i Tyskland. Det korte svar er nej. Den komplekse virkelighed er, at det afhænger af, hvordan Merkel spiller sine kort.
Merkel kan ikke selv udskrive nyvalg, men kan anmode Forbundsdagen i Berlin om at udtrykke mistillid mod hende. Et nyvalg vil være et politisk sats for Merkel. Der vil næppe være et oplagt flertal, som Merkel kan læne sig op ad, og derfor vil det parlamentariske grundlag efter et valg med stor sandsynlighed være mudret. Derudover risikerer Merkels eftermæle at blive plettet, hvis vælgerne vender hende ryggen.
En anden mulighed for Merkel vil være at afsøge mulighederne for en såkaldt ”Jamaica- regering” bestående af CDU, De Grønne og det liberale parti FDP. Ved det seneste valg i 2017 var netop denne konstellation en hed flirt i tysk politik, men Merkel endte som bekendt med at danne regering med SDP. Det er dog tvivlsomt, om De Grønne vil redde Merkels politiske karriere, hvis de øjner en mulighed for at veksle partiets store opbakning til yderligere mandater ved et nyvalg.
Kan udløse finanspolitiske lempelser
Merkels tredje mulighed er at danne en mindretalsregering. I Danmark har vi en lang radition for mindretalsregeringer, men sådan forholder det sig ikke i Tyskland. Med det nuværende fragmenterede politiske landskab kan det dog være Merkels bedste mulighed. Vi har ikke nogen stærk overbevisning om, hvad Merkel vil gøre i tilfælde af, at SPD vinker farvel til regeringssamarbejdet. Vi tror dog, at Merkel på den ene eller anden måde finder en løsning, der gør, at hun forbliver i rollen som kansler indtil forbundsvalget i 2021.
For investorerne er den anspændte politiske situation i Tyskland interessant, da det kan fremme debatten om finanspolitiske lempelser i Europas største økonomi.
Den finanspolitiske diskussion er vigtig for investorerne, da det pengepolitiske arsenal i Europa er tæt på at være udtømt. Styringsrenten i Den Europæiske Centralbank (ECB) er på rekordlave -0,5 pct., og efter flere års opkøb ejer ECB allerede massive andele af det europæiske obligationsmarked. De sparsomme pengepolitiske muligheder har antændt en diskussion om behovet for en benzinindsprøjtning fra finanspolitisk hold, og her centrerer debatten sig naturligt om Tyskland.Ikke alene fordi Tyskland er Europas største økonomi, men også fordi Tyskland har et massivt finanspolitisk råderum.
Før nytår vedtog Tyskland et rekordstort statsbudget på 362 milliarder euro (ca. 2.705 mia. kr.), hvilket svarer til en stigning på 1,1 pct. fra 2019. Den tyske statskasse ventes fortsat at fremvise et betydeligt overskud, når regnskabet for 2020 skal gøres op, hvilket også fremgår af figur 1. Dermed klamrer de tyske politikere sig fortsat til ”det sorte nul-politikken”, der er blevet symbolet på Tysklands enorme overskud i statskassen.
Et nyvalg eller en anden form for regeringskrise i Tyskland kan således bane vejen for yderligere finanspolitiske lempelser i Tyskland. En anden vigtig faktor bliver i vores optik det tyske arbejdsmarked. Vi har i de seneste måneder set, at køen af arbejdsløse tyskere efter mange måneder med fald i arbejdsløsheden periodevist er begyndt at stige.
Tydeligere tegn på en tiltagende arbejdsløshed i Tyskland kan blive nøglen til yderligere finanspolitiske lempelser. Finanspolitiske lempelser vil have investorernes bevågenhed, da en håndsrækning af denne karakter til den tyske økonomi har potentiale til at løfte renterne og dermed hjælpe ECB væk fra adskillige år med minusrenter. Tiden vil vise, om Merkel igen får redet stormen af, eller om delstatsvalget i Hamborg bliver startskuddet til et turbulent år i tysk politik.
