Har du fuldmagt til fremtiden?

Hvem skal træde til, hvis du en dag ikke længere selv kan overskue pengene eller de større beslutninger? Skal det være din ægtefælle eller et af dine børn? Eller måske et andet nært familiemedlem?

Af Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom, Sydbank

Vil du være sikker på selv at kunne bestemme, hvem det bliver, skal du oprette en fremtidsfuldmagt. Det er et tinglyst dokument, hvor du bestemmer, hvem der skal varetage dine interesser, den dag du ikke selv kan.

Vi danskere har siden 2017 haft mulighed for at oprette en fremtidsfuldmagt – men faktisk er det kun 5 pct. af den voksne befolkning, der har en fuldmagt til fremtiden. Det viser tal fra Tinglysningsretten.

Hvornår skal du bruge din fuldmagt?

Det er jo desværre sådan, at når behovet for en fuldmagt opstår, er det som regel for sent at skaffe den. Da er hovedpersonen allerede for syg.

Det betyder, at de pårørende er henvist til sagsbehandling hos Familieretshuset. Det er opslidende, tidskrævende og unødvendigt ubehageligt for alle.

Derfor er det bedste råd at oprette en fremtidsfuldmagt i tide. Det er rettidig omhu.

En fuldmagt kan omfatte alle dine forhold eller bare din økonomi. Det er op til dig at beslutte, hvordan din fuldmagt skal se ud, og hvem der i fremtiden kan handle på dine vegne.

Hellere i dag end i morgen

Det er vigtigt at være opmærksom på, at det ikke kun er en hjælp for dig selv, men i høj grad også for dine pårørende.

Mange tror nemlig fejlagtigt, at man altid kan hjælpe sine gamle forældre eller sin ægtefælle, men så nemt er det ikke. Der kommer en dag, hvor banken ikke længere vil acceptere, at dine forældre modtager hjælp fra dig til deres økonomi uden en rigtig fremtidsfuldmagt eller en værgebeskikkelse.

Fremtidsfuldmagten træder i kraft, når der indgives en anmodning til Statsforvaltningen sammen med en lægeerklæring om fuldmagtsgiverens aktuelle helbredstilstand. Alle skal herefter acceptere, at den person, du har udpeget, handler på dine vegne.

Uden en fremtidsfuldmagt kan du risikere at blive underlagt et offentligt fastsat værgemål, hvor Familieretshuset uden forudgående aftale eller samtykke udpeger en værge for dig.

Faktaboks

Som kunde i Sydbank kan du nemt sikre dig fremtidsfuldmagter og testamenter.

Sydbank har en aftale med Familie Testamente, hvor du kan få juridisk rådgivning. Som kunde i Sydbank får du op til 30 pct. rabat på juridiske dokumenter.

 En fremtidsfuldmagt oprettes og underskrives digitalt på tinglysning.dk og vedkendes foran en notar.

 


Næste artikel