Årsregnskab 2019: Vækst i den samlede kreditformidling og historisk høj konverteringsaktivitet

Sydbank fik i 2019 et overskud efter skat, som udgør 853 mio. kr. mod 1.161 mio. kr. i 2018 og forrenter dermed egenkapitalen med 7,5 pct.

- Det er glædeligt, at vi kan vise en pæn fremgang på næsten 3 mia. kr. i den samlede kreditformidling, samtidig med at kreditkvaliteten fortsat er så god, at vi kan tilbageføre nedskrivninger for næsten 100 mio. kr. i 2019. Vi har dermed kunnet tilbageføre nedskrivninger i de seneste 3 år, lyder det fra administrerende direktør Karen Frøsig,

Resultatet er indenfor de udmeldte forventninger. I forhold til at holde den solide linje blev der ved offentliggørelsen af resultatet for 3. kvartal meldt en plan ud for at skabe bedre balance mellem indtjening og omkostninger.

- I den økonomi vi har med negative renter og en meget lav rentemarginal, der har vi iværksat planen for at skabe en bedre balance mellem omkostninger og indtægter, og vi effektuerer tiltagene helt som planlagt. Rentesatsen på erhvervsindlån er sænket i november 2019, vi har indført negative renter på privatindlån i januar 2020 og ændret gebyrer på betalingskort og andre ydelser fra marts 2020, siger Karen Frøsig, som derfor også understreger at:

- Vi forventer, at indtjeningen bliver højere i 2020 end i 2019.

På omkostningssiden er det tydeligste bevis på, at tiltagene virker, at antallet af medarbejdere er blevet reduceret fra 2.074 til 2.030 i løbet af 4. kvartal 2019.

Bestyrelsen på plads, og høj udlodning

Formanden for Sydbanks bestyrelse, Lars Mikkelgaard-Jensen, siger:

- Vi er nu fuldt på plads med en styrket bestyrelse. Vi kigger fremad og fokuserer på et konstruktivt samarbejde med den ligeledes styrkede direktion, der vil være fuldt bemandet om en måned. Vi udlodder ca. 70 pct. af det opnåede resultat for 2019. 40 pct. af resultatet udloddes som udbytte og resten via et nyt aktietilbagekøbsprogram på 250 mio. kr. Efter en samlet udlodning på 590 mio. kr. er banken fortsat velkapitaliseret.

Forventninger til 2020

  • Der forventes en begrænset vækst i dansk økonomi
  • Indtjeningen i alt forventes – som følge af de iværksatte indtjeningstiltag – at være højere end den realiserede indtjening i 2019
  • Basisomkostningerne forventes – på trods af den underliggende omkostningsinflation – at kunne fastholdes på samme niveau som i 2019
  • Nedskrivningerne i 2020 forventes at være på et lavt niveau
  • Med det formål at effektivisere og automatisere processerne investeres i niveauet 75 mio. kr.
  • Investeringen udgiftsføres under poster med engangskarakter
  • Resultat efter skat forventes at være i intervallet 700-1.000 mio. kr.

Hovedpunkter for 2019

  • Fald i indtjening i alt på 5 pct.
  • Stigning i basisomkostninger på 2 pct.
  • Tilbageførsel af nedskrivninger med 97 mio. kr.
  • Fald i basisresultatet med 296 mio. kr. til 1.193 mio. kr.
  • Negativt beholdningsresultat på 61 mio. kr.
  • Bankudlån på 60,6 mia. kr.
  • Samlet kreditformidling på 145,1 mia. kr.
  • Indlån på 84,3 mia. kr.
  • Kapitalprocent på 22,9, heraf egentlig kernekapitalprocent på 17,8
  • Foreslået udbytte på 5,70 kr. pr. aktie.

Læs mere


Næste artikel