Mangel på materialer skaber store hovedbrud hos danske virksomheder

Mange danske virksomheder har de seneste måneder oplevet store udfordringer med at skaffe tilstrækkeligt med råvarer og materialer hjem til tiden. Værst ser det ud hos virksomheder beskæftiget med fremstilling af elektrisk udstyr, hvor det er 87 procent af virksomhederne, der er ramt af mangel på materialer. Krigene i Ukraine har kun gjort udfordringerne større for mange virksomheder.

Mange brancher er ramt

Mange danske virksomheder har de seneste måneder kæmpet en hidtil uset kamp med at få tilstrækkeligt med råvarer og materialer hjem til tiden.

Manglen på materialer har især ramt mange virksomheder i industrien, men også store dele af bygge- og anlægssektoren oplever udfordringer med at skaffe tilstrækkeligt med materialer. Det er tydeligt, når vi ser nærmere på de ti brancher, som har den største andel af virksomheder, der er ramt af materialemangel, jf. figur 1, der er udarbejdet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

I top-ti finder vi blandt andet landets VVS- og blikkenslagerforretninger, hvor 49 procent af virksomhederne i branchen er ramt af materialemangel, mens det i plast-, glas- og betonindustrien er 59 procent af virksomhederne, der er ramt af mangel på materialer.

Værst ser det dog ud hos virksomheder beskæftiget med fremstilling af elektrisk udstyr. Her er det nemlig hele 87 procent af virksomhederne, der er ramt mangel på materialer.

Krigen i Ukraine kan forværre situationen i flere brancher
Den store mangel på materialer er blevet udløst af et sammensurium af forsyningskaos, coronanedlukninger og stor efterspørgsel efter varer under pandemien, hvor forbrugere i store dele af verden i perioder ikke har haft mulighed for at bruge penge på restaurantbesøg, rejser og andre oplevelser.

Dertil kommer krigen i Ukraine, der har forstærket manglen på materialer og råvarer, fordi den har ført til produktionsstop hos underleverandører i Ukraine, ligesom importforbud og boykot på rekordtid har afskåret Rusland fra de globale forsyningskæder. Samtidig er det værd at fremhæve, at Rusland og Ukraine normalt er storeksportører af en række råvarer.

Her er manglen på materialer størst 

Eksempelvis kom 18,4 procent af Danmarks import af jern og stål sidste år fra Rusland, mens det var lidt over fem procent af den danske træimport, der kom fra Rusland.

Såvel russisk jern og stål som træ er nu omfattet af importforbud fra EU’s side, hvilket gør, at mange virksomheder er tvunget til at finde nye leverandører af disse materialer og råvarer, der også er steget kraftigt i pris.

Det europæiske importforbud mod jern og stål kan i særdeleshed mærkes i maskindustrien og metalindustrien, hvor det i forvejen er henholdsvis 78 og 49 procent af virksomhederne, der er ramt af mangel på materialer.

Det er uhyre vanskeligt at vurdere, hvor længe manglen på materialer vil blive ved med at være et udbredt problem for dansk erhvervsliv. For samtidig med krigen i Ukraine er nye coronanedlukninger i Kina med til at kaste yderligere grus i de internationale forsyningskæder.

Det er dog også værd at fremhæve, at en del af manglen på materialer kan skyldes, at nogle virksomheder som en naturlig reaktion på den store usikkerhed om de internationale forsyningskæder har bestilt ekstra mange råvarer og materialer hjem til lageret. Derfor er det ikke utænkeligt, at der på et tidspunkt opstår en ”ketchupeffekt”, hvorefter manglen på materialer bliver mindre udtalt.

Mangel på materialer er et udbredt problem

Danske virksomheder buldrer videre

Selvom de danske virksomheder de seneste måneder har oplevet hidtil usete problemer med at få materialer hjem til tiden, er det vigtigt at understrege, at aktiviteten i dansk erhvervsliv langt fra er gået i stå. Tværtimod. Der har været fuld fart på bygge- og anlægsbranchen, hvor beskæftigelsen nu befinder sig på et rekordhøjt niveau.

Der har ligeledes været godt gang i industrien, hvilket blandt andet kan aflæses i den danske industriproduktion, der er steget kraftigt de seneste måneder, jf. figur 3.

Den høje aktivitet vidner om, at de danske virksomheder i vid udstrækning har formået af tackle den store mangel på materialer med gåpåmod og kreativitet, så produktionshjulene er blevet holdt i gang.

Der er dog ingen tvivl om, at manglen på materialer for tiden skaber store hovedbrud hos de danske virksomheder, der også skal forholde sig til stigende priser og udbredt mangel på medarbejdere.

Industriens produktionsindeks

Læs flere artikler og analyser, som hjælper erhvervsledere til at træffe bedre beslutninger.

Denne analyse er udarbejdet på grundlag af informationer fra kilder, som Sydbank finder troværdige. Sydbank påtager sig dog intet ansvar for mangler, herunder eventuelle fejl i kilder, trykfejl eller beregningsfejl, samt efterfølgende ændrede forudsætninger. Denne analyse må ikke uden bankens udtrykkelige samtykke offentliggøres eller distribueres videre.

Sydbank A/S, Peberlyk 4, DK-6200 Aabenraa, CVR-nr. DK 12626509 er under tilsyn af Finanstilsynet, Århusgade 110, DK-2100 København Ø.


Næste artikel