Sydbank Fonden skaber ”Sydbank Hjørnet”

Pengene skal bruges til nye boder på stadion, så ungdomsidrætten kan tjene flere penge.

”Vi er ret overvældede. Vi håbede på et bidrag, men havde ikke regnet med at få hele det ønskede beløb. Det er et kæmpe skulderklap til vores ungdomsarbejde”, siger Claus Holm-Søberg, bestyrelsesformand i Foreningen Kolding IF Fodbold.

Donationen, som lyder på 360.000 kr., gør det muligt at frigøre rigtig mange timer blandt de frivillige i Foreningen Kolding IF fodbold. ”De frivillige bruger i dag mange timer på at bygge midlertidige boder før hver kamp. Nye stationære boder betyder, at de dels kan bruge tiden på andet frivilligt arbejde i Foreningen Kolding IF Fodbold og dels kan optimere salget i de nye boder og få større indtægter til fordel for ungdomsidrætten”, siger Claus Holm-Søberg.

En sidegevinst er at Autocentralen Park bliver et stærkt forbedret stadion. De nye og velfungerende boder til mad og drikke skal ligge tæt på indgangen, og vil medføre færre køer.

Det er kun et halvt år siden, at Sydbank Fonden donerede 227.000 kroner til Sydbank trampolinpark i Kolding, og den nye donation ligger i tråd med at styrke sport og sundhed i byen.

”Vi vil have børn og unge ud og lege og dyrke sport. Flere penge til ungdomsarbejdet betyder meget for sundheden, for sporten og for Kolding. Det er vi glade for at Sydbank Fonden har været enige i, og vi er stolte af en så stor støtte er bevilget til glæde for de mange unge i Kolding”, siger Dennis Vibjerg, områdedirektør i Sydbank Kolding.

Det nye salgsområde på stadion får navnet Sydbank Hjørnet, hvilket netop er aftalt i forbindelse med en forlængelse sponsoraftalen mellem klubben og Sydbank, Kolding. Salgsområdet forventes åbnet i forbindelse med første hjemmekamp i forårssæsonen d. 1/3-2020.