De globale aktiemarkeder har sat nye rekorder hen over sommeren, men yderligere fremgang forudsætter en accelererende indtjeningsvækst – især i Europa.
Pæne regnskaber i USA – mislyde i Europa
Globale aktier steg med 2,5% i august, drevet af en overvejende positiv regnskabssæson. I USA overraskede 64% af selskaberne positivt, særligt inden for teknologi, industri og stabilt forbrug. I Europa var billedet mere blandet, hvor kun 43% af selskaberne leverede bedre end ventet.
Inflationen holder sig inden for rammerne på begge sider af Atlanten – under kontrol i EU og lidt til den høje side i USA. Trods tegn på stigende producentpriser har Fed-chef Jerome Powell lagt op til en rentenedsættelse i september. ECB ser derimod ud til at holde en pause.
Politisk uro i USA – herunder Donald Trumps fyring af Fed-medlem Lisa Cook – har kun haft begrænset effekt på markederne. Recessionsfrygten er lagt på hylden, og hverken nøgletal eller regnskaber indikerer aktuelt, at toldkrigen vil bremse vækst og indtjening markant. Dog kan lageropbygning i første halvår 2025 vise sig at give en regning i de kommende kvartaler.
“Nyhedsstrømmen er langt fra entydigt positiv, men investorerne holder fast i optimismen. Skal kursstigningerne fortsætte, skal selskaberne levere på indtjeningen i de kommende kvartaler,” siger Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank.
Indtjeningsvækst skal bære markedet videre
Aktierne har de seneste seks måneder prisfastsat en verden, hvor meget går godt. Investorerne forventer i øjeblikket en indtjeningsvækst på omkring 8% i 2025. Mens forventningerne er oprevideret en smule i USA efter stærke regnskaber, fortsætter nedjusteringerne i Europa.
Generelt er aktierne dyrt prisfastsat – især drevet af de største AI-selskaber i USA. For Europa kræves en klar vækstacceleration i 2026 efter tre års stilstand, hvis aktierne skal fortsætte opad. Store investeringspakker inden for forsvar, digitalisering og infrastruktur kan hjælpe, mens AI fortsat ventes at løfte de største amerikanske selskaber.
“Der er ikke længere plads til mange skuffelser. Skal aktierne løftes yderligere, skal indtjeningen begynde at vokse hurtigere – især i Europa, hvor vi har set tre års stilstand,” vurderer Jacob Pedersen.
Hvad kan drive kurserne op?
- Inflation på vej mod 2% og flere rentesænkninger
- Afklaring på toldkrigen og få indtjeningsskuffelser
- Nedtrapning af krigen i Ukraine og konflikten i Mellemøsten
Hvad kan få markedet til at falde?
- Høj prisfastsættelse i forhold til væksttempo og renter
- Toldkrigen kan give nedjusteringer af indtjeningen
- Højere renter kan afsløre gældsbobler
Danske aktier – skuffelser og muligheder
De største danske aktier steg blot 0,3% i august, men regnskabssæsonen bød på store kursudsving. Novo Nordisk, Ørsted, Pandora og Rockwool blev straffet, mens Vestas og GN Store Nord fik solide løft.
Trump-administrationens politik rammer flere danske nøgleselskaber direkte, især Ørsted. Alligevel navigerer de fleste selskaber fornuftigt i et udfordrende miljø. Mange danske aktier handler nu billigere end deres europæiske konkurrenter, hvilket åbner mulighed for comeback, hvis selskaberne formår at overraske positivt på indtjeningen.
“Investorernes skepsis er tydelig, men vi vurderer, at mange danske selskaber står stærkere, end kurserne lige nu afspejler. Lykkes de med at levere på indtjeningen, er der plads til et comeback,” siger Jacob Pedersen.
2026-indtjeningen kan modbevise investorernes skepsis, hvilket vil være til gavn for danske aktier. Afkastet i det kommende år ventes at blive positivt – men lidt under normalen.
Vil du læse hele analysen klik her.

































