Vores hovedscenarie er, at de danske renter vil fortsætte med at falde – især i den korte ende. Samtidig forventer vi, at spændet mellem korte og lange renter vil blive udvidet.
Udviklingen i renterne er påvirket af situationen i Tyskland
Det vigtigste for rentemarkedet har været de store tyske investeringspakker. Det kan få betydning for resten af Europa – blandt andet fordi mange obligationer sendes ud til investorerne. Det kan påvirke efterspørgslen efter danske obligationer negativt. Et eksempel er, at 4 pct.-lånet kort efter annonceringen af investeringspakken kom under kurs 100. Kursen har dog rettet sig igen – især på baggrund af den handelskrig, Trump står i spidsen for.
Handelskrigen påvirker renterne
En anden afgørende faktor er Trumps handelskrig og økonomiske politik. Konflikten er omfattende – vi skal tilbage til 2. verdenskrig for at finde noget tilsvarende. Den overgår de tiltag, Trump gennemførte i sin første præsidentperiode.
Når USA lægger 1 pct. told på varer, ender det som prisstigninger for de amerikanske forbrugere. Det skaber inflation – og derfor forventer vi, at renterne forbliver høje i USA.
Inflationen i USA og Europa udvikler sig forskelligt
Den inflation, vi ser i USA, er primært selvskabt. Hvis andre lande undlader at indføre modsvarende toldsatser, undgår de samme inflationære pres. Derfor forventer vi, at inflationseffekten i Europa bliver begrænset. Der kan endda opstå et deflationært pres, hvis kinesiske varer tiltænkt USA i stedet sælges i Europa.
Usikkerhed om Fed-chefens fremtid
Det er en dårlig idé at fyre chefen for Federal Reserve – noget Trump flere gange har overvejet. Centralbanken fik i 1970’erne mandat til at føre en uafhængig pengepolitik. Det har skabt stabilitet om inflationen. Hvis en politiker – Donald Trump - overtager kontrollen, er det en farlig udvikling, som kan føre til højere renter og en svagere dollar. Markedets reaktioner har allerede fået Trump til at trække i land, men spørgsmålet kan dukke op igen. I 2026 udløber Fed-chefens ansættelse – og Trump skal vælge en ny. Det kan skabe usikkerhed. Hvor galt det kan gå, har vi set i Tyrkiet.
Kommer inflationen tilbage?
Amerikanske forbrugere forventer stigende inflation og vil formentlig holde lidt igen. Investorerne er knap så bekymrede, men de forventer også en vis stigning. Da inflationen stadig ligger for højt, har Fed-chefen ikke travlt med at sænke renten. Derfor forventer vi heller ikke store ændringer i de lange renter.
I Europa ser vi en stabilisering af inflationen – på et lavere niveau end i USA – omkring 2 pct. Det giver ECB større handlefrihed og mulighed for at tage højde for den svage økonomiske udvikling i Europa. Derfor forventer vi, at de korte renter i Europa vil blive sænket yderligere, og at den danske styringsrente kan nå ned omkring 1,1 pct.
Det er i den korte ende, vi ser de største bevægelser. Der vil opstå et større spænd mellem korte og lange renter i Danmark. Usikkerheden er dog stor. Hvis handelskrigen eskalerer, kan renterne i Danmark falde yderligere. Omvendt vil renterne stige, hvis konflikten aftager.