Spring navigation over

Den amerikanske dollar har haft et svært 2025 og er blevet svækket over for både euroen og den danske krone – selvom den amerikanske økonomi på papiret står stærkere end den europæiske.

Ifølge cheføkonom Søren Kristensen skyldes udviklingen, at handelskrigen ser ud til at ramme USA hårdere end andre lande. Samtidig har Donald Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus skabt usikkerhed om den økonomiske politik i USA og landets institutioner. Især de gentagne verbale angreb på centralbanken og truslerne om at fyre chefen for centralbanken har bekymret investorerne og svækket tilliden til dollaren.

Ser vi fremad, er der ikke meget, der taler for en styrkelse. Tværtimod kan usikkerheden omkring Trumps fremtidige kurs og landets institutionelle stabilitet føre til yderligere svækkelse af dollaren. De fundamentale faktorer, som normalt understøtter dollaren, er begyndt at vakle.

Samtidig ventes den amerikanske centralbank at sænke renten mere end Den Europæiske Centralbank i løbet af det næste år. Og mens den amerikanske vækst ser ud til at tabe fart, er Europa – og især Tyskland – i gang med at rulle omfattende investeringsprogrammer ud, som kan stimulere økonomien i de kommende kvartaler.

– På den korte bane er dollaren faktisk undervurderet, men usikkerheden er så stor, at de negative kræfter kan komme til at dominere billedet, vurderer Søren Kristensen.