Overførsler

Overførsler

Overførsler fra udlandet via Sydbank giver dig

  • en billig måde at modtage penge fra udlandet på
  • udenlandske betalinger direkte ind på din konto
  • hurtigere adgang til at disponere over pengene

Det betyder for dig, at du

  • sparer omkostninger til f.eks. indløsning af udenlandske checks
  • har sikkerhed for, at betalingen ikke kan tilbagekaldes
  • får en rentefordel ved at have beløbet på din konto så tidligt som muligt

Er der forskel på overførsler?

Ja, der findes flere forskellige typer overførsler, som dine kunder kan anvende efter behov.

Den hurtigste måde, du kan modtage overførsler på, er direkte til din konto i Sydbank.

Den billigste overførsel, du kan modtage, er en SEPA-betaling.

Hvordan kommer pengene hurtigst muligt frem til Sydbank?

Det gør de, hvis din kunde bruger dit IBAN og Sydbanks BIC, SYBKDK22. Angiv derfor disse oplysninger på dine fakturaer. Brug evt. Sydbanks labels.

Sydbanks labels

I Sydbank kan du få et brevudkast på engelsk, tysk, fransk og dansk lige til at indarbejde i dit eget brev til dine kunder.

Brevudkast

Hvad er et IBAN? (International Bank Account Number)

Det er kontonummeret på din løbende konto omsat til international standard. Du finder det på dine kontoudskrifter fra Sydbank.

Du kan også finde dit IBAN her

Hvor hurtigt får man besked om en overførsel?

Er virksomheden tilsluttet Online Banking Basis, kan du på din pc følge med i, hvornår overførsler fra udlandet indgår på kontoen - online i løbet af dagen. Og du kan se nøjagtigt de oplysninger, som kunden gav sin bank, da han bestilte overførslen, f.eks. fakturanummer og -dato. Alle betalinger adviseres også skriftligt.

Kan betalingen tilbagekaldes?

Som udgangspunkt nej, men med det forbehold, at Sydbank modtager beløbet fra udlandet.

 Generelle betingelser for overførsler til og fra udlandet

Indgå en Serviceaftale med Sydbank

Aftalen vedrører alle virksomhedens indgående betalinger fra udlandet og/eller i udenlandsk valuta og giver dig følgende fordele:

  • Når dine kunder indbetaler, vil Serviceaftalen sørge for, at de forskellige valutaer går ind på præcist de konti, som du på forhånd har udpeget - f.eks. EUR-betalinger på virksomhedens EUR-konto eller SEK-betalinger på DKK-kontoen.
  • Du kan når som helst ændre i aftalen, der kan gælde indtil videre - eller til en bestemt dato. Du bestemmer.
  • Serviceaftalen er gratis.
  • Du skal kun opgive Sydbanks BIC, som er SYBKDK22, og ét kontonummer, i form af IBAN - uanset hvilken valuta du fakturerer i. Det fremgår af kontoudtoget, men du kan også bestille det her.

Eksportinkasso

Eksportinkasso

Eksportinkasso i Sydbank giver dig

  • hjælp til hurtig opkrævning af dit tilgodehavende
  • hjælp til at få dine handelsbetingelser opfyldt

Det betyder for dig, at du

  • får fordel af, at kunder ofte betaler de regninger først, som præsenteres gennem banken
  • kan være sikker på, at dokumenterne kun udleveres til køber på de betingelser, du har skitseret

Hvad er eksportinkasso?

Det er bankinkasso - set med eksportørens øjne. Bankinkasso vil sige opkrævning gennem banksystemet af sælgers tilgodehavende hos køber - for sælgers regning og risiko.

Hvad skal opkrævningen indeholde?

Ud over dine instruktioner om udlevering og betaling lader du typisk opkrævningen indeholde faktura, fragtdokument og de dokumenter, køber skal bruge for at få varen fortoldet i sit hjemland.

Garanterer banken for betalingen ved eksportinkasso?

Nej, ved bankinkasso garanterer de involverede banker ikke for betaling af dokumenter eller veksler.

Kan kredittid kobles sammen med eksportinkasso?

Ja, instruktionen kan godt lyde på betaling på et senere tidspunkt. I så fald er det almindeligt at bede køber acceptere en veksel. I instruktionen skal der derfor stå, at dokumenterne kun må udleveres mod accept af vekslen.

Kan du få garanti for betalingen i kreditperioden?

Ja, du kan bede købers bank avalere en veksel, dvs. garantere for betaling af vekslen, før dokumenterne udleveres. Gør købers bank dét, har du bankgaranti for, at vekslen betales ved forfald. Og når vekslen er avaleret, har du som regel også mulighed for at diskontere - belåne - fordringen i Sydbank og derved forbedre din likviditet.

Behandles eksportinkasso ens overalt i verden?

Ja, det Internationale Handelskammer i Paris har udarbejdet nogle internationale inkassoregler, der følges af de fleste lande og banker.

Kan man som eksportør selv sende dokumenterne til udlandet?

Ja. Hvis køber skal have dokumenterne hurtigt, kan du vælge direkte inkasso, hvor du - ved hjælp af Sydbanks online dokumentsystem Trade Finance Online - selv sender dokumenter og instruktioner til købers bank. Forinden har du aftalt den nærmere procedure med Sydbank, som i øvrigt tager sig af både afregning og evt. rykkere.

Trade Finance Online

Skematisk forløb i en inkasso

Fremsendelse af inkassodokumenter: Varen sendes

  1. Sælger sender dokumenter og instruktioner til banken
  2. Sælgers bank sender dokumenter og instruktioner videre til købers bank
  3. Købers bank adviserer køber om dokumenter og betingelser for udlevering

Betalingen under en inkasso:

  • 1+2. Køber opfylder betingelserne for udlevering (f.eks. betaling) og får dokumenterne udleveret
  • 3. Købers bank betaler til sælgers bank
  • 4. Sælgers bank betaler til sælger

Flere fakta om inkasso

Inkasso set fra købers side

Sælger skal have at vide, hvem købers bankforbindelse er. Som køber skal du derfor fortælle sælger, at du ønsker dokumenterne sendt til Sydbank (vi har labels med denne besked - lige til at sætte på din korrespondance til sælger. Vi kontakter dig, når vi har modtaget dokumenterne, så du kan undersøge, om varen er sendt eller i det mindste afleveret til forsendelse, inden du betaler dokumenterne.

Labels

Når du som køber anvender inkasso, har du ikke garanti for varens kvalitet eller kvantitet.

Inkasso set fra sælgers side

Betaling på inkassobasis giver ikke sælger nogen sikkerhed for betaling eller for, at der betales til tiden.

Afhængig af dokumenttyper og udformningen kan der dog være tale om en minimeret risiko i forhold til åben regning.

Hvis du ønsker større sikkerhed, end inkasso kan give dig, skal du i stedet aftale betalingsformen remburs.

Flere former for bankinkasso

Den mest almindelige form for bankinkasso er:

  • Dokumenter mod betaling - Cash against Documents (CAD) eller Documents against Payment (D/P)

Her får køber kun udleveret dokumenterne, hvis han samtidig betaler bankinkassobeløbet.

Men også disse former anvendes:

  • Dokumenter mod accept - Documents against Acceptance (D/A)

Her får køber dokumenterne udleveret ved at afgive et skriftligt betalingsløfte, som regel ved accept af en veksel.

  • Dokumenter mod accept og bankaval (bankgaranti) - Documents against Acceptance and Bank Aval

Her må banken kun udlevere dokumenterne til køber, hvis banken samtidig avalerer den veksel, som køber har accepteret. Det betyder, at sælger får bankgaranti for betaling ved forfald.

Skal køber have kredit?

I så fald vil handelskontraktens betalingsbetingelse være "dokumenter mod accept" (D/A). Når sælger sender inkassodokumenterne til banken, vil han bede om, at dokumenterne udleveres til køber mod dennes skriftlige accept af at ville betale, når beløbet forfalder. Det sker normalt ved, at køber accepterer en veksel.

Men selv om køber har accepteret en veksel, har sælger naturligvis ingen garanti for, at køber betaler, når vekslen forfalder.

Hvis instruktionerne derimod lyder på accept og bankaval (bankgaranti), kan køber kun få dokumenterne udleveret, hvis købers bank over for sælger garanterer, at banken betaler, når vekslen forfalder.

Sælger kan ofte få vekslen diskonteret i sin bank og på den måde få beløbet finansieret i kreditperioden.

Er dokumenterne nødvendige for at få varen?

Det er en udbredt misforståelse, at køber altid skal have forsendelsesdokumentet i hånden for at få varen udleveret. Kun når forsendelsesdokumentet er omsætteligt, som f.eks. et konnossement, skal køber have dokumentet i hånden for at få varen udleveret. Men ethvert originalt konnossement er "en nøgle til lasten" (og et konnossement udstedes som regel i flere originale eksemplarer plus et antal kopier). Derfor skal køber sikre sig, at han har fået alle originaler, dvs. et fuldt sæt. Antallet af originaler fremgår af konnossementet.

Når varen sendes med fly, bil, post eller jernbane, bruger man som regel forsendelsesdokumenter, der ikke er omsættelige - f.eks. luftfragtbrev ved flyforsendelse.

Hvis der på luftfragtbrevet står, at varemodtager er køber, kan køber normalt få varen udleveret uden at skulle præsentere forsendelsesdokumentet (luftfragtbrevet).

Sælger har dog ofte mulighed for at eliminere denne risiko. I stedet for at adressere varen til køber, kan sælger nemlig adressere varen til f.eks. købers bank eller speditionsfirma - forudsat at varemodtager og køber er indforstået.

Hvem skal betale inkasso-omkostningerne?

Både købers og sælgers bank beregner gebyr til dækning af deres udgifter.

Det er vigtigt, at køber og sælger på forhånd aftaler, hvordan omkostningerne skal fordeles.

Dokumenter

I bankinkasso og remburs indgår en række dokumenter. Man skelner mellem finansielle dokumenter og kommercielle dokumenter:

Finansielle dokumenter bruger man til at opnå betaling med, f.eks.:

Kommercielle dokumenter udsteder man, når varen produceres, kontrolleres, sendes osv., f.eks.:

  • faktura
  • pakkeliste
  • certifikater af forskellig art, f.eks. oprindelsescertifikat og inspektionscertifikat
  • forsikringspolice – når sælger skal tegne forsikring
  • forsendelsesdokument (konnossement, luftfragtbrev, jernbanefragtbrev, CMR-fragtbrev, speditørerklæring osv.)

Hvilke dokumenter køber har brug for, afhænger bl.a. af vareart, transportmidlet, leveringsbetingelserne – samt af købers og køberlandets individuelle krav.

 

 

 

 

Eksportremburs

Eksportremburs

Eksportremburser i Sydbank giver dig

  • garanti for betaling
  • sikkerhed
  • mulighed for finansiering og likviditetsforbedring

Det betyder for dig, at du

  • er sikret betaling til tiden, hvis du opfylder rembursens betingelser, uanset din købers betalingsevne og -vilje
  • allerede inden du køber eller producerer varen er garanteret afsætning og betaling, hvis rembursen udstedes på ordretidspunktet
  • normalt kan sælge din rembursfordring til banken og dermed afslutte handlen i dit bogholderi, når du sender varen - også selv om du har givet køber kredit

Fakta om eksportremburser

En remburs er en betinget garanti fra købers bank. På købers vegne garanterer købers bank betaling, hvis du indleverer korrekte rembursdokumenter i tide. I en remburs handler man altså med dokumenter, der beskriver varen, ikke med selve varen.

Hvem bestemmer, hvad der står i rembursen?

Det er købers bank, der på købers vegne udsteder rembursen, men det er dig som sælger, der skal opfylde betingelserne i den. Derfor bør du informere køber om, hvilke dokumenter og betingelser der skal med i rembursen, for at du kan opfylde den.

Hent vejledningen her

Hvad gør man, når man modtager en remburs?

Købers banks garanti for betaling gælder kun, hvis du kan opfylde alle rembursens betingelser. Derfor bør du allerede ved modtagelsen kontrollere, om du kan opfylde rembursen.

Hent kontrollisten  "Når sælger modtager en remburs - kontrolliste og nyttige oplysninger"

Kan man få Sydbanks garanti for betalingen?

Som udgangspunkt er det købers bank, der garanterer betalingen under en remburs. Men du kan normalt også få Sydbanks garanti, dvs. få Sydbank til at bekræfte rembursen. Risikoen for, at købers bank ikke kan, vil eller må betale, overlader du derved til Sydbank.

Kan rembursen bruges som sikkerhed for indkøb hos en underleverandør?

Ja, hvis varerne leveres direkte fra din underleverandør til køber, og rembursen er transferabel, dvs. kan overdrages. På den måde kan du kæde indkøb og salg sammen - og alene modtage din fortjeneste på varerne.

Hvad med kredittider under remburser?

Du har mulighed for at aftale, at rembursen skal tage højde for den kredit, du yder din kunde, f.eks. 180 dage efter præsentation af dokumenter. Opfylder dine dokumenter alle betingelser i rembursen, vil du normalt kunne sælge fordringen til Sydbank og få betaling med det samme.

Skematisk forløb i en remburs

Udstedelse af en remburs. Det er altid køber, der – efter instrukser fra sælger – starter udstedelsen af en remburs.

Eksempel på udnyttelse af en remburs:

  • 1: Sælger sender varen
  • 2+3: Sælger indleverer korrekte dokumenter i banken og får betaling
  • 4+5: Sælgers bank sender dokumenterne til købers bank og får betaling
  • 6+7: Købers bank udleverer dokumenterne til køber mod betaling

Mere om eksportremburser

Remburs er især en god løsning, når du og din kunde ikke kender hinanden ret godt. Efterhånden som tilliden vokser, kan det tænkes, at I går over til inkasso og måske endda til åben regning. Handler du med politisk ustabile eller økonomisk svage lande, anbefaler vi, at du sikrer dine eksporttilgodehavender med bekræftet remburs.

Når du sælger på rembursbasis, skal du være opmærksom på, at

  • det tager tid at udarbejde de dokumenter, der kræves under rembursen
  • du ikke kan forvente betaling i banken, hvis dokumenterne ikke opfylder rembursens betingelser
  • du kan få problemer med produktion/forsendelse, hvis udstedelsen af rembursen er forsinket
  • rembursen ikke er mere sikker end den bank, der har garanteret betalingen

Hvis vi forudsætter, at du opfylder rembursens betingelser, er betalingen garanteret af købers bank. Den kommercielle og politiske risiko på købers bank/land kan du eliminere ved at anmode Sydbank om at bekræfte rembursen.

Kontakt Sydbanks Import/eksport-afdeling, hvis du vil have Sydbank til at bekræfte en remburs.

Rembursformer

Kært barn har mange navne – også når det gælder remburser. Ordet remburs står nemlig næsten aldrig alene – der hæftes som regel ekstra ord på, der nærmere forklarer, hvilken form for remburs det drejer sig om:

  • Importremburs eller eksportremburs
  • Uigenkaldelig remburs eller genkaldelig remburs
  • Ubekræftet remburs eller bekræftet remburs
  • Betalingsremburs eller negotieringsremburs
  • A vista-remburs, remburs med udskudt betaling eller acceptremburs
  • Standby-remburs
  • Transferabel remburs
  • Back-to-back remburs

Importremburs eller eksportremburs

Her er der ikke tale om forskellige rembursformer. Det er nøjagtigt den samme remburs - blot set fra henholdsvis købers og sælgers side.

Uigenkaldelig remburs eller genkaldelig remburs

En uigenkaldelig remburs kan ikke tilbagekaldes eller ændres, uden at sælger er indforstået. Købers bank har givet sælger sin garanti, og den kan banken ikke løbe fra. Selv ikke, hvis køber går konkurs.

Den genkaldelige remburs bruges næsten ikke mere. Når man bruger ordet remburs, er uigenkaldelig altså underforstået.

Ubekræftet remburs eller bekræftet remburs

Sælgers bank kan advisere sælger om rembursen på to måder:

  • Uden forpligtelse for sælgers bank - det vil sige, at banken ikke bekræfter rembursen
  • Med bankgaranti fra sælgers bank - det vil sige, at banken bekræfter rembursen (og dermed indestår for betaling på lige fod med købers bank)

Hvis sælger modtager en ubekræftet remburs, har han altså kun købers banks garanti at holde sig til.

Hvis købers bank eller købers land får betalingsproblemer, er sælgers bank ikke forpligtet til at betale, medmindre den har bekræftet rembursen og sælger opfylder sine rembursforpligtelser.

Er du som sælger i tvivl om stabiliteten i importlandet, står du dig bedst ved at modtage en uigenkaldelig og bekræftet remburs. Derved har du også garanti fra din egen bank – en garanti, du kan gøre gældende, selv om købers bank ikke kan, ikke vil eller ikke må betale.

Betalingsremburs eller negotieringsremburs

En betalingsremburs er betalbar hos sælgers bank. Afregningen til sælger er derfor endelig, når sælgers bank har betalt for de dokumenter, den har godkendt.

En negotieringsremburs er betalbar hos købers bank. Men sælgers bank vil normalt betale (negotiere) sælger for korrekte dokumenter med regres. Hvis den negotierende bank ikke modtager sin betaling fra udlandet, kan den altså kræve et afregnet beløb tilbage.

Ved betalingsremburser skal dokumenterne normalt indleveres i en bestemt bank, mens negotieringsremburser ofte kan udnyttes i flere banker efter sælgers valg.

I praksis vil sælger som regel ikke mærke nogen væsentlig forskel på en betalingsremburs og en negotieringsremburs.

A vista-remburs, remburs med udskudt betaling eller acceptremburs

Det mest almindelige er, at sælger får sin betaling, når han præsenterer korrekte dokumenter i banken. Betalingsremburser og negotieringsremburser pr. sigt er a vista-remburser.

Men der er også den mulighed, at køber og sælger har aftalt senere betaling. Så taler man om en remburs med udskudt betaling (uden veksel) eller en acceptremburs (med veksel).

Standby-remburs

I modsætning til den "normale" remburs, hvor vareleverancen - via dokumenter - udløser betalingen, træder standby-rembursen i kraft, hvis en aftalt betaling eller ydelse udebliver.

Standby-remburser bruges især i USA, hvor det er kutyme, at bankerne udsteder standby-remburser i stedet for de (for os velkendte) garantier. Men standby-rembursen vinder også stadig større indpas i Europa, hvor den ofte træder i stedet for den almindeligt kendte anfordringsgaranti.

Standby-rembursen kan altså bruges til stort set alle former for bankgarantier.

Da betalingen under en standby-remburs typisk udløses via et dokument, er standby-remburser som regel underkastet de internationale rembursregler.

Transferabel remburs

Hvis en remburs er transferabel, kan modtageren bede banken om - helt eller delvist - at videregive (transferere) rembursen til tredjemand, typisk producenten. Det er altså én og samme remburs, der benyttes mellem 3 handelsparter.

Transferabel remburs kan bl.a. anbefales i de tilfælde, hvor en mellemhandler eller agent skal stille sikkerhed over for sin leverandør.

Ved transferering er det muligt at ændre visse af rembursens betingelser, nemlig:

  • Indsætte mellemhandleren som ordregiver - og dermed transferere rembursen
  • Nedsætte beløb og enhedspriser med mellemhandlerens fortjeneste
  • Afkorte gyldigheds-, afskibnings- og præsentationsfrister
  • Forhøje forsikringens procentsats
  • Ombytte leverandørens faktura og evt. veksel med mellemhandlerens - inden dokumenterne videresendes til købers bank

Back-to-back remburs

Som ved transferabel remburs er der også her 3 handelsparter involveret, og igen skal mellemhandleren stille sikkerhed over for sin leverandør for varer, som han selv har videresolgt mod remburs.

Men i modsætning til en transferabel remburs er der her tale om to selvstændige remburser. Dette betyder bl.a., at udstedelse af en Back-to-back remburs kreditbehandles i banken som enhver anden remburs, og risikoen for mellemhandleren er på grund af de 2 uafhængige rembursforretninger højere end ved transferabel remburs.

Skematisk forløb i en transferabel remburs

Udstedelse og transferering af en remburs, hvor mellemhandlerens fortjeneste er 30%.

Dokumenter og betalinger ved udnyttelsen af en transferabel remburs. Bemærk at mellemhandleren ikke betaler sælger og får betaling fra køber. Beløbene modregnes og mellemhandleren får kun udbetalt sin fortjeneste.

Eksportgaranti

Eksportgaranti

Modtagelse af eksportgarantier via Sydbank giver dig

  • garanti for betaling
  • ekspertvurdering
  • hjælp til at få dine penge hjem

Det betyder for dig, at du

  • har importørens banks garanti for betaling uanset importørens betalingsevne - og evt. også  en garanti fra Sydbank
  • kan trække på Sydbanks ekspertviden om garantier og de banker, der udsteder dem
  • kan overlade evt. tidskrævende korrespondance med udlandet til Sydbank, hvis du skal kræve penge under en garanti

Fakta om eksportgarantier 

Det vigtigste, når du modtager en garanti fra udlandet, er at vurdere

  • ægtheden
  • udstederen 
  • teksten og
  • om garantitypen er den rigtige

Sydbank hjælper dig gerne med at vurdere dine garantier.

Hvilke garantityper vil du typisk modtage?

Du vil typisk modtage en betalingsgaranti som sikkerhed for dit tilgodehavende i udlandet. Måske i form af en standby remburs eller aval på en veksel. Modtager du garantier fra udenlandske underleverandører kan andre garantityper komme på tale.

Hvor meget er udstederen bundet af garantien?

Er garantien udstedt som en anfordringsgaranti, skal udstederen betale mod et simpelt krav fra den begunstigede, dvs. fra dig. Er garantien udstedt som en betinget garanti, skal din kundes bank derimod kun betale, hvis kunden er indforstået, eller hvis du præsenterer en dom for, at garantien skal betales.

Hvornår ophører garantien?

Hvis garantien ikke har en udløbsdato - eller ifølge garantiteksten kan opsiges - kan en garanti først slettes, når du som modtager af garantien giver lov, eller når garantien kan slettes ifølge det pågældende lands love.

Kan man få Sydbanks garanti i stedet for købers banks?

Ja, som regel. Så skal du blot instruere køber om, at du ønsker en garanti udstedt af Sydbank. Det er så Sydbank, der har garantien fra købers bank - og dermed risikoen på købers bank og land.

Hvad er bedst - deponering eller garanti?

I international handel viser det sig som regel umuligt at finde en løsning på deponering, fuldmagter mv., som tilgodeser alle parter, og derfor fraråder vi at benytte deponering som sikkerhed. Brug i stedet en bankgaranti eller en remburs.

Hvordan kræver man penge under garantien?

Lad Sydbank hjælpe dig med at sende kravet til banken i udlandet – så slipper du også for evt. tidskrævende korrespondance.

Mere om eksport garantier

Når der i kontrakten er nævnt en garanti...

I internationale kontraktforhandlinger er det vigtigt at fastlægge omfanget af en evt. garantiforpligtelse, så der ikke senere opstår uenighed.

Få rådgivning i Sydbank om de spørgsmål, der typisk opstår, f.eks.:

  • Hvornår i kontraktforløbet skal garantien udstedes?
  • Hvilket lands lovgivning skal garantien være underlagt - og hvilken betydning har det?
  • Hvilken garantiform er den rigtige?
  • Skal det være en anfordringsgaranti?
  • Skal garantien have en udløbsdato - og hvor længe skal den løbe?
  • Hvad er garantiomkostningerne - og kan de regnes ind i kontraktprisen?

Parterne i et garantiforhold

  • Ordregiver (garantirekvirent):anmoder sin bank om at udstede garanti til garantimodtager.Ordregiver hæfter for betalingen, indtil hans bank har frigjort ham for hans garantiforpligtelse. Når en garanti er udstedt, kan den ikke ændres eller annulleres uden garantimodtagerens skriftlige samtykke.
  • Garantimodtager (beneficiant):= den garantisikrede (garantibegunstigede)
  • Ordregivers bank (garant):garanterer for betaling over for garantimodtager (eller dennes bank) på garantiens betingelser og vilkår.
  • Garantimodtagers bank:videresender (uden forpligtelse) ordregivers banks garanti til garantimodtager (= direkte garanti))ellerudsteder garantien over for garantimodtager (mod sikkerhed i en garantiindeståelse fra ordregivers bank) (= indirekte garanti).

Direkte kontra indirekte garantier

Dendirekte garantiudstedes direkte over for garantimodtager - men sendes typisk gennem en bank i garantimodtagers land.

Denindirekte garantibenyttes, når garantimodtager kræver, at en bank i hans eget land udsteder garantien - enten fordi det er kutyme, eller fordi det er lovbestemt i det pågældende land. Ordregivers bank beder her en bank i garantimodtagers land (f.eks. i Mellemøsten) om at udstede en garanti på vegne af ordregivers bank. Garantien bliver derfor udstedt efter pågældende lands lov og ret, og det betyder, at ordregiver hæfter for betaling og omkostninger, indtil hans bank er blevet frigjort for sin forpligtelse under garantien. Også selv om garantiens udløbsdato er overskredet!

Hvis ikke andet er aftalt i garantien, afgøres evt. tvistigheder efter retsreglerne i det land, hvor garantien er udstedt.

Garantiformer

  • Tilbudsgaranti (Bid Bond el. Tender Guarantee)
  • Forudbetalingsgaranti (Advance Payment Guarantee)
  • Kontraktopfyldelsesgaranti/arbejdsgaranti (Performance Bond)
  • Leverancegaranti (Performance Bond)
  • Tilbageholdelsesgaranti (Retention Bond el. Performance Bond)
  • Betalingsgaranti (Payment Guarantee)
  • Bankaval på veksel
  • Standby-remburs

Tilbudsgaranti (Bid Bond el. Tender Guarantee)

Sikrer, at sælger betaler erstatning, hvis han ikke overholder sine forpligtelser i et afgivet tilbud.

Ved internationale licitationer er en sådan garanti ofte en betingelse for, at sælgers tilbud overhovedet kan komme i betragtning

Forudbetalingsgaranti (Advance Payment Guarantee)

Garantien sikrer, at sælger betaler forudbetalingen tilbage, hvis han ikke opfylder sine leveringsforpligtelser.

Kontraktopfyldelsesgaranti/arbejdsgaranti (Performance Bond)

Giver køber sikkerhed for, at sælger betaler erstatning, hvis han ikke overholder sine kontraktlige leverings-, funktions- og kvalitetsmæssige forpligtelser.

Leverancegaranti (Performance Bond)

Sikrer, at sælger betaler erstatning, hvis han ikke leverer varen i henhold til kontrakten.

Tilbageholdelsesgaranti (Retention Bond el. Performance Bond)

Ved handel med kapitalgoder har køber ofte ret til at modregne fejl og mangler i den sidste rate af kontraktprisen. I stedet for at sælger først får sidste rate f.eks. et år efter levering, kan han udstede en tilbageholdelsesgaranti, der sikrer køber mulighed for at få erstatning for fejl og mangler, selv om kontraktprisen er betalt fuldt ud ved levering.

Betalingsgaranti (Payment Guarantee)

Garanti til sikkerhed for købers forpligtelse til at betale.

Denne form for garanti anbefaler vi ofte til sikkerhed for betaling af løbende vareleverancer.

Bankaval på veksel

Bankaval er en garanti, der giver sikkerhed for, at vekslen bliver betalt - altså en form for betalingsgaranti.

Standby-remburs

En garanti, der er underkastet de internationale rembursregler.