Spring navigation over

Vestas har leveret et stærkt regnskab for 1. kvartal 2025, som overgår forventningerne på stort set alle parametre. Omsætningen er højere end ventet, drevet af øget levering af vindmøller både på land og til havs. Den forbedrede indtjening afspejler ikke blot den højere omsætning, men også lavere afskrivninger end frygtet.

Særligt positivt er det, at selskabet har nedjusteret sine garantihensættelser, hvilket indikerer en styrket tiltro til kvaliteten af de leverede møller. Det er et vigtigt signal om, at de tekniske og driftsmæssige udfordringer er under bedre kontrol – og at vi kan forvente en mere stabil indtjening fremover.

Ordreindgangen i megawatt ligger som ventet, men målt i euro er den hele 400 mio. EUR højere end tidligere niveauer. Det vidner om stigende priser, især på landvindmøller, hvilket understøtter en forbedret indtjeningsprofil.

Endnu en positiv faktor er den stærke pengestrøm i kvartalet, som giver Vestas et solidt fundament for den videre udvikling.

Der er dog fortsat modvind – særligt omkring den amerikanske toldproblematik og usikkerhed om det fremtidige støtteregime i USA. Men jeg forventer en ketchupeffekt, når der kommer politisk klarhed – med efterfølgende stærk ordreindgang fra det amerikanske marked.

Samlet set er det en meget fin start på året. Selskabet fastholder sin prognose og sender signaler om, at man har fået bedre kontrol over forretningen. Aktien handles fortsat til en værdiansættelse, som afspejler en overskudsgrad, der ligger lavere end det, jeg vurderer, Vestas reelt kan levere. Der skal ikke meget til i form af positive signaler fra USA, før aktien bør vurderes betydeligt højere.

Jeg fastholder derfor min købsanbefaling på Vestas.