Vi fastholder Hold-anbefalingen på Ørsted-aktien efter meldingen om, at stop work-ordren på Revolution Wind bliver ophævet under retssagen mod Trump administrationen. Det er rigtig positivt nyt. Andre tilbageværende risici kan dog stadig gøre livet svært for Ørsted, men risikoen for en nedgradering af kreditværdigheden til junk bør egentlig være reduceret lidt.
I går aftes vandt Ørsted en vigtig sejr. En distriktsdomstol i Washington gav Ørsted lov til at genoptage arbejdet med Revolution Wind mens retssagen mod Trumpadministrationen står på. I sin afgørelse lægger dommeren vægt på manglen på argumenter (blandt andet for national sikkerhed) i stop work-ordren og på de grundige forundersøgelser, der har allerede givet projektet alle nødvendige godkendelser. Ørsted vil nu hurtigst muligt genoptage arbejdet på Revolution Wind, mens retssagen forløber.
Afgørelsen er rigtig godt nyt for Ørsted. Rigtig godt nyt. Selskabet slipper for stop work ordre-relaterede ekstraomkostninger på små 100 mio. kr. ugentligt på Revolution Wind og mere end 60 mio. kr. ugentligt på Sunrise Wind. En decideret skrinlægning af Revolution Wind er også betydelig mindre sandsynlig nu – og sparer Ørsted for 11+ mia. kr. i tab og nedskrivninger.
Vi betragter dommerens kommentarer som en indikation af, at den her mellemregning bestemt er positiv for Ørsted. Godt nok er intet afgjort i forhold til, om stop work-ordren er et politisk overgreb eller juridisk holdbar, men det her peger i retning af, at retten ikke er blind for værdien af de allerede opnåede godkendelser. Det kan være en indikation af, at stop work-ordren kan blive svær at forsvare i retten for Trump-lejren – et synspunkt, som vi har fremført siden stop work-ordren blev udstedt.
Trump-lejrens reaktion på rettens afgørelse kender vi ikke, men vi tør ikke udelukke, at en stop work-ordre på Sunrise Wind kan være i værktøjskassen af ubehageligheder. S&P (der har en kreditvurdering af Ørsted et enkelt trin over ’junk’ status) har fremhævet, at netop en stop work-ordre på Sunrise Wind kan udløse en nedgradering af Ørsteds kreditvurdering et trin til junk (”uinvesterbar”). Ørsted angiver selv, at en nedgradering til ’junk’-status kan få alvorlig negativ betydning for selskabets drift. S&Ps nedgraderingskriterie synes dog temmelig hårdt nu i lyset af, at Ørsted netop har bevist, at man med rettens hjælp kan omstøde en stop-work ordre i løbet af kun en 1 måneds tid. Vi vurderer, at retsafgørelsen i går i den forstand bør sænke risikoen for en kreditnedgradering af Ørsted til ’junk’ – men det er kreditvurderingsbureauernes afgørelse.
Trump-administrationen har siden januar brugt alle midler på at stoppe opførelse og godkendelse af havvindparker i USA – og det er nok ikke slut. Et modsvar fra Trump-administrationen er bestemt en risiko, og selv om en stop work-ordre på Sunrise Wind vil være betydeligt mindre effektfuld med gårsdagens retsafgørelsen understreger det, at der stadig er høj politisk risiko på det amerikanske marked. Især i USA – men også på andre markeder vil risikoen for forsinkelser og budgetoverskridelser stadig spøge i den kommende tid. Vi fastholder Hold-anbefalingen på Ørsted-aktien.
Læs hele analysen her.




















