Spring navigation over

Et uventet stop fra de amerikanske myndigheder har sendt Ørsted ud i ny usikkerhed. Timingen er kritisk – og konsekvenserne kan blive omfattende.

Mens selskabet forsøger at skabe klarhed, bliver investorerne sat på prøve. Det er dog et vigtigt signal, at Ørsted fastholder planen om en kapitalforhøjelse på 60 mia. kr.

Et politisk benspænd

Det amerikanske energikontor BOEM har udstedt en midlertidig stopordre på havvindprojektet Revolution Wind, som Ørsted ejer halvdelen af. Projektet er 80 % færdigt, og 45 ud af 65 møller er allerede sat op. Alligevel skal arbejdet nu ligge stille.

“Et uhørt politisk benspænd,” kalder Sydbanks aktieanalysechef Jacob Pedersen beslutningen. Han peger på, at projektet har haft alle tilladelser i lang tid – og er tæt på målstregen.

Risiko for milliardtab

Den midlertidige stopordre kan blive dyr for Ørsted. Ørsted kan ende med at betale flere hundrede millioner kroner hver uge, mens arbejdet ligger stille. I værste fald bliver ordren permanent, og så kan Ørsted se frem til et milliardtab.

“Et fuldstændigt usandsynligt scenarie er pludselig blevet sandsynligt,” siger Jacob Pedersen. Projektet er værdisat til omkring 8 mia. kr. i Ørsteds regnskaber. Dertil kommer mulige afviklingsomkostninger.

Hvis det sker, risikerer Ørsted også, at et andet amerikansk projekt – Sunrise Wind – bliver ramt af samme skæbne. Og så kan den samlede regning vokse til over 10 mia. kr.

En svær cocktail for investorerne

Stopordren rammer, netop som Ørsted står foran at skulle hente 60 mia. kr. i ny kapital. I worst case-scenariet vil Ørsted få brug for mere end 60 mia. kr. Ørsteds beslutning om at fortsætte med planen om at rejse 60 mia. kr. i en kapitalforhøjelse indikerer, at selskabet ikke selv forventer et worst case-scenarie, men at det kan ”nøjes” med 60 mia. kr. i tilført kapital

“Usikkerheden forstyrrer kapitalrejsningen voldsomt,” forklarer Jacob Pedersen. “Det kræver, at Ørsted bliver meget konkret om de mulige omkostninger.”

Samtidig kan aktien falde yderligere, og perioden fremover tegner til at blive præget af udsving og usikkerhed.

Usikre tider for Ørsted-investorer

Som investor i Ørsted skal man forvente en periode med stor usikkerhed – og dage, hvor aktiekursen kan falde markant. Vi afventer flere oplysninger fra Ørsted om, hvad stopordren betyder i praksis, og hvilke skridt selskabet tager. Vi fastholder Hold-anbefalingen på aktien.