Spring navigation over

Vi fastholder Købs-anbefalingen på Vestas-aktien.

Alt imens investorernes øjne er rettet mod usikkerheden om vindmarkedet i USA, er der masser af positive indtryk fra Tyskland, hvor endnu en auktion peger mod massiv markedsvækst i de næste år. 

I dag har det tyske Bundesnetzagentur offentliggjort resultatet af den seneste auktion. Der blev tildelt projekter for samlet 4.094 MW - fordelt på 422 projekter. I alt var der bud for 4.896 MW. Den stærke interesse for at opføre vindmøller i Tyskland kommer efter et 2024, hvor der blev tildelt hele 11.000 MW i landvindauktionerne – betydeligt mere end de mere beskedne 3.251 MW, der blev opført i Tyskland.

Vestas overleverede 1.735 MW i Tyskland i 2024, og selskabets markedsandel har målt ud fra selskabets egne data for overleveringer og samlede tyske installationer (kilde: BWE) har i de seneste år ligget på 42% i 2023 og 53% i 2024 på det tyske marked.Med 11.000 MW tildelt i landvindauktioner i 2024 og BWEs forventninger om tildeling af op mod 14.000 MW i landvindauktioner i år, står vi på tærsklen til et massivt niveauskifte i opadgående retning i installationerne i Tyskland. Landet målsætter at installere ca. 10.000 MW årligt frem mod 2030 for at nå målene om, at vedvarende kilde skal dække 80% af elektricitetsforbruget. De tyske klimainvesteringer bliver yderligere hjulpet af de store investeringspakker, som politikerne netop har foretaget (læs mere her).

Sidste år vandt Vestas ordrer for ca. 2.200 MW på det tyske landvindmarked, og meget tyder på, at det tal kommer til at stige markant i 2025 og 2026 – og formentlig også i årene derefter. Vestas har kapacitet og finanser til at opskalere og følge den massive markedsvækst – noget som andre konkurrenter kan have sværere ved på grund af en periode med tab. Derfor er det ikke totalt umuligt, at Vestas kan fastholde en meget meget høj markedsandel i Tyskland.

Vi bliver ikke overraskede, hvis Vestas’ ordreindgang i Tyskland stiger med i hvert fald et par tusinde MW i forhold til niveauet i 2024 i den næste periode, og det vil styrke vækst- og indtjeningsudsigter.  Her kun få dage før udløbet af 1. kvartal 2025, har der været meget stille på ordresiden hos Vestas med indtil nu kun 446 MW i offentliggjorte ordrer (heraf faktisk 62 MW i Tyskland). Efter en meget stærk afslutning på 2024, er en let ordretørke nu ikke helt uventet, men vi forventer, at de næste dage vil bringe flere ordrer. Det er i øvrigt værd at notere sig, at en stor del af en kommende ordreoptur i Tyskland i første omgang kan flyve under radaren, da der er tale om mange små ordrer. Vestas har i 2023 og 2024 kun offentliggjort i niveauet 30-40% af de tyske ordrer.

Vi fastholder Købs-anbefalingen på Vestas. 

Læs mere i Aktienyt