Gode råd til dig, der er førstegangskøber

- Få overblik over de forskellige faser i et boligkøb – fra du begynder at lede, til du flytter ind

Hvad drømmer du om?

Start med at finde ud af, præcist hvad det er, du drømmer om og har brug for.
En målrettet boligsøgning giver som regel det bedste resultat. Derfor er det en god ide at lave en ønskeliste, men vær samtidig opmærksom på, at hvis du vil have alle ønsker opfyldt, kan det tage rigtig lang tid at finde boligen – hvis den overhovedet findes.

Start boligjagten i banken

Den virkelige boligjagt starter i banken med en snak med din rådgiver om, hvor meget du kan købe for – så du kan slå til, når drømmeboligen melder sig.

En beregning baseret på din økonomi

Sammen med din rådgiver ser du på, hvor meget du hver måned skal bruge til tøj, mad, fornøjelser osv. Når det beløb trækkes fra dine faste indtægter, kan vi se, hvad din månedlige husleje må være – og den danner basis for, hvor meget du kan købe for. Skal du også sælge din nuværende bolig, tager vi selvfølgelig også højde for det i beregningen.

Rådighedsbeløb

Din rådgiver kigger først på dit månedlige rådighedsbeløb - dvs. det beløb du har tilbage, når alle faste udgifter er betalt. Der er vejledende minimumsgrænser for, hvor stort et anbefalet rådighedsbeløb ved huskøb du bør have, hvis du vil låne i banken:

  • 7.000 kr. for en voksen i husstanden
  • 12.000 kr. for 2 samlevende uden børn
  • 2.500 kr. for hvert barn i husstanden

Rådgiveren kigger også på dit forbrug. Bruger du mere end minimumsbeløbet, har du brug for et højere rådighedsbeløb for at kunne købe en bolig.

Hvilket lån skal jeg vælge?

Din rådgiver hjælper dig med at finde dét lån, der passer til dig og din økonomi.

Fast eller variabel rente?

Udgangspunktet for vores rådgivning er altid lån med fast rente. Det giver trygge rammer – du har klarhed over renten, så du ikke skal spekulere på, om den pludselig kan stige og slå bunden ud af jeres økonomi.

Alligevel kan det ende med, at valget falder på et variabelt forrentet lån. Nemlig hvis du har så god luft i økonomien, at du kan klare eventuelle rentestigninger og samtidig kan leve med en større usikkerhed om fremtidige ydelser på lånet.

Du skal med andre ord have råd til den højere rente på det fastforrentede lån, for at vi kan forsvare at pege på den lavere – og mere risikobetonede – variable rente.

Boligens friværdi

Et andet aspekt er boligens friværdi, som i højere grad er beskyttet med et fastforrentet lån. Her har du mulighed for at lægge lånet om, når markedsrenterne stiger eller falder – og dermed kan du tilpasse gælden til et eventuelt boligprisfald. En mulighed, man ikke har med variabel rente.

Se Sydbanks aktuelle lånanbefalinger