Danmark har fået en ny regering, og det kan få betydning for mange virksomheder.
I regeringsgrundlaget er der blandt andet planer om at sænke selskabsskatten fra 22 til 19 % over de kommende år. Men selvom en lavere skat naturligvis er positiv for mange virksomheder, er det langt fra det, der fylder mest hos danske virksomhedsejere.
I en undersøgelse, som vi tidligere på året gennemførte sammen med Voxmeter blandt 400 virksomheder, svarer kun 3 %, at det danske skatteniveau er en væsentlig trussel mod deres forretning.
Uroen kommer udefra
Når virksomhederne ser frem mod 2035, er det især forhold uden for Danmarks grænser, der bekymrer dem.
Næsten 3 ud af 10 peger derimod på geopolitisk uro som en af de største risici. Krige, handelskonflikter og usikkerhed i verdensøkonomien kan gøre det svære at planlægge investeringer og skabe vækst.
Samtidig oplever mange virksomheder, at regler, krav og administration fylder mere og mere i hverdagen.
Bureaukrati bremser væksten
I undersøgelsen svarer hver fjerde virksomhed, at politisk regulering og bureaukrati er en udfordring for deres fremtidige vækst.
Derfor er det positivt, at regeringen vil sætte mere fokus på netop disse områder.
Målet er blandt andet at kortlægge de administrative byrder, virksomhederne møder, og reducere dem med 25 % frem mod 2035. Der vil også blive nedsat en ekspertgruppe, der skal se på, hvilke regler, love og myndighedsprocesser der eventuelt kan forenkles eller helt fjernes.
Jeg må indrømme, at jeg er spændt på at se, hvordan opgaven med at reducere erhvervslivets byrdetryk bliver grebet an i praksis. Færre bureaukratiske benspænd vil dog styrke fundamentet under dansk erhvervsliv.

Ambitionerne skal omsættes til handling
Der har tidligere været politiske ambitioner om at gøre det lettere at drive virksomhed i Danmark. Derfor vil mange virksomheder formentlig afvente og se, hvad der rent faktisk bliver gennemført.
Opgaven er nemlig hverken enkel eller hurtig at løse. Men lykkes det at fjerne unødigt bureaukrati og gøre reglerne lettere at navigere i, kan det styrke virksomhedernes muligheder for at skabe vækst, investere og udvikle sig. Det bliver derfor interessant at følge, hvordan regeringen vil omsætte ambitionerne til konkrete forbedringer i virksomhedernes hverdag.





















