Hvad er Garantiformuen?

Garantiformuen er en dansk garantiordning, som administreres af Finansiel Stabilitet, og som dækker indskud i en bank op til 100.000 euro (ca. 750.000 kr.), hvis banken går konkurs.

Hvem er dækket?

Garantiformuen dækker både privat- og erhvervskunders indestående i banken.

Hvis en konto er en fælles konto, fordeles indeståendet mellem kontoejerne, og beløbet indgår i den enkeltes opgørelse over indestående i banken. Forfalden gæld til banken fratrækkes opgørelsen over dit indestående, inden du får dækning fra Garantiformuen.

Er indestående ejet af et selskab, en forening mv., er det den juridiske person, der er dækket.

Værdipapirer

Værdipapirer i depot bliver udleveret uafhængigt af bankens rekonstruktion eller konkurs. Kan banken ikke udlevere værdipapirerne, dækker Garantiformuen op til 20.000 euro pr. investor. Det gælder dog ikke fx aktier og obligationer, udstedt af banken.

Overgangsregler

Den 1. juni 2015 skiftede indskydergarantifonden navn til Garantiformuen, og reglerne for dækning af indskud blev samtidig ændret.

I forbindelse med de ændrede dækninger er der lavet nogle særlige overgangsordninger for indskud indsat senest den 31.maj 2015, som fortsat er dækket fuldt ud.

Læs mere om Garantiformuen
Oplysningsskema

Læs mere om Garantiformuen på fs.dk her