Tyske virksomheder er ved at genfinde optimismen
Analyse ved cheføkonom Søren V. Kristensen

De tyske virksomheder mener ifølge Ifo-indekset, at juni var lidt bedre end maj. Samtidig tror de på, at de kommende måneder bliver langt bedre.

Det tyske Ifo-indeks stiger ganske solidt i juni. Det dækker over, at virksomhederne vurderer, at den nuværende situation er en anelse bedre i juni end i maj, men samtidig ser de langt mere lyst på fremtiden.

Forventningsindekset stiger kraftigt og er nu tilbage på de niveauer, vi så henover sommeren og efteråret i 2019. Tallene står lidt i kontrast til gårsdagens PMI-indeks fra Tyskland, der steg til omkring 45. Da værdien 50 er skillelinjen mellem fremgang og tilbagegang, betyder det, hvis man tager det for pålydende, at den tyske økonomi skrumpede i juni sammenlignet med maj. Det har vi meget svært ved at se skulle være det sande billede. Andre indikatorer for den tyske økonomi peger på, at økonomien langsomt bevæger sig fremad. Én af disse indikatorer er blandt andet Ifo-indekset.

Ifo-indekset tegner et mere opmuntrende billede af tysk økonomi

Dagens stigning i Ifo-indekset tegner altså et mere opmuntrende billede af den tyske økonomi. Vi venter, at Ifo-indekset vil tiltage yderligere i de kommende måneder. Det vil isoleret set være positivt for både den tyske, europæiske og danske økonomi. De tyske virksomheders forventninger til de kommende måneder har historisk set været konsistent, med en årlig vækst i tysk økonomi på omkring en procent. Selvom det rimer dårligt på en buldrende V-formet genopretning, så er det bestemt positivt, at virksomhederne nu igen tror på fremtiden.

Den tyske økonomi er dog bestemt ikke immun overfor den nuværende krise. Tysklands store eksportafhængighed spænder lige nu ben for en kraftig genopretning. For eksportsektoren bliver det blandt andet afgørende, at genopretningen i den kinesiske økonomi kan holde snuden i sporet. Derudover kæmper Tyskland i øjeblikket en brav kamp for at afværge en kraftig acceleration i COVID-19, efter mere end 1.500 medarbejdere på et slagteri er blevet testet positive. En ny storstilet nedlukning af Tyskland vil være en alvorlig streg i regningen for hele Europa og særligt for Danmark, hvor store dele af vores industri og arbejdspladser er dybt afhængige af den tyske økonomi.

Heldigvis tyder alt på, at økonomien har passeret bunden og nu bevæger sig frem. Hvis vi undgår en ny bølge af COVID-19, er de tyske virksomheders optimisme altså i den grad berettiget.


Næste artikel