Coronaopdatering: Ny trepartsaftale er et skridt i den rigtige retning

Grænser, skoler, institutioner og mange arbejdspladser er lukket i kampen mod spredning af coronavirussen. Det har alvorlige konsekvenser for økonomien, men regeringens hjælpepakker til virksomheder er et skridt i den rigtige retning.

Et historisk tiltag

Søndag den 15. marts 2020 blev endnu en dag, der kan skrive sig ind i både de politiske og økonomiske historiebøger. Arbejdsmarkedets parter har sammen med regeringen indgået en aftale om lønkompensation på op til 75 % af lønnen til medarbejdere, der er påvirket af coronakrisen. I Sydbank vurderer vi, at det er et stort og vigtigt skridt i den rigtige retning.

Aftalen gælder for virksomheder, som ellers måtte afskedige mere end 30 % af de ansatte eller over 50 ansatte. Til gengæld for kompensationen skal virksomhederne undlade at afskedige medarbejderne, mens de ansatte skal give afkald på en uges ferie. Ordningen løber frem til 9. juni.

Der vil uundgåeligt komme adskillige tusinde fyringer, men aftalen her vil være med til at afbøde det værste.

Det er et historisk tiltag, som vi aldrig har set før, og på den måde understreger regeringen endnu en gang den alvorlige situation, som Danmark befinder sig i.

Statskassen og dansk økonomi er godt rustet

Selvom udsigterne for dansk økonomi ser meget dystre ud, er det vigtigt at påpege, at dansk økonomi lige nu er meget stærk.

Det er der flere årsager til:

1.  Danmark har en god udgangsposition
Aftalen bliver dyr for de offentlige finanser. Regeringen vurderer, at de samlede tiltag vil koste lidt mere end 5 milliarder kroner. Det er mange penge, men grundet statens økonomiske position er det ikke en problematisk høj regning. Det stærke opsving har givet Danmark en god udgangsposition.

2. Forbrugerne har gennem hele opsvinget været forsigtige 
Det sikrer nu bugnende opsparinger og en stærk privatøkonomi.

 3. Stærk konkurrenceevne
Løntilbageholdenhed og solid fremgang i industrien har sikret os en stærk konkurrenceevne.

4. Ingen bobler på det danske boligmarked
Prisudviklingen på boligmarkedet har været i tråd med den økonomiske udvikling. Der er altså ingen bobler på det danske boligmarked.

Danmark bliver dog ramt af en recession

Adskillige af disse punkter står i direkte kontrast til situationen op til finanskrisen. Dengang var dansk økonomi i klaskehøjde. Det er vi ikke nu, og det er værd at hæfte sig ved.

Selvom aftalen trækker i den rigtige retning, forventer vi at se flere tusinde afskedigelser. Dansk økonomi og store dele af global økonomi bliver desværre ramt af en økonomisk nedgang.  


Næste artikel