Sommerhuse bliver også i 2021 solstrålehistorien på boligmarkedet

Analyse ved makroanalytiker Mathias Dollerup Sproegel

Lukkede grænser og hjemmearbejde fik i 2020 danskerne til at forelske sig i sommerhuse. Men også i 2021 forventer vi, at sommerhusene bliver solstrålehistorien på boligmarkedet, selvom hastigheden i at få dem solgt nok klinger lidt af.

Lukkede grænser og hjemmearbejde er medvirkende årsager til, at sommerhusmarkedet har oplevet voldsomme prisstigninger over det seneste år. Ejendomsmæglernes hylder står gabende tomme, og sommerhusene går som varmt brød – selv udenfor den normale højsæson. Vi venter, at sommerhusene også i 2021 bliver solstrålehistorien på boligmarkedet, selvom tempoet nok vil klinge noget af i forhold til 2020. Jokerne bliver blandt andet, om de seneste års prisstigninger henover foråret vil lokke flere sælgere på banen. 

 Et 2020 med hjemmearbejde og lukkede grænser

Hjemmearbejde og lukkede grænser har fået danskerne til at rive sommerhuse ned af hylderne.

 De fleste økonomer, inklusive os selv, er blevet taget på sengen af det buldrende sommer-husmarked midt i den største økonomiske krise siden finanskrisen. Hjemmearbejde og lukkede grænser var den gnist, der manglede for at antænde et sandt festfyrværkeri. Krisen ser indtil videre ud til at have ændret vores præferencer med hensyn til vores bolig, og det har sat turbo under efterspørgslen på sommerhuse. Men når vaccinerne åbner muligheden for udlandsrejser, vil det vise sig, om efterspørgslen kan holde.

Jubeloptimismen på sommerhusmarkedet kommer efter flere år, hvor sommerhuse har haltet efter det generelle boligmarked – se figur 1. Og til trods for de store prisstigninger er der stadig et efterslæb på sommerhusmarkedet. Priserne på sommerhuse er stadig fem procent under toppen fra finanskrisen, selvom det generelle boligmarked for længst har lagt skyggerne fra finanskrisen bag sig.

Figur 1: Boligpriser, indekseret og sæsonkorrigeret 

Laveste antal sommerhuse til salg i 15 år

Interessen for sommerhusene har været overvældende, og hylderne hos ejendomsmæglerne står gabende tomme. Udbuddet af sommerhuse er det laveste i femten år med mindre end 5.000 til salg i hele landet – se figur 2. Samtidig fyldes postkasserne hos sommerhusejerne til randen med reklamer fra mæglere, der ønsker sommerhuse til salg, eller udlejningsbureauer, der mangler huse til udlejning. De seneste meldinger går dog på, at udbuddet af sommerhuse til salg langsomt er ved at tikke op, selvom vi ikke kan se det i tallene endnu. 

Figur 2: Udbud af sommerhuse til salg, sæsonkorrigeret, tusinder

Store prisstigninger kan lokke sælgere på banen

Salget af sommerhuse slår måned efter måned rekorden, selv udenfor den normale højsæson i foråret og sommeren. Det er blevet bekræftet i både januar og februar, hvor der blev handlet flere sommerhuse end i den normale højsæson henover foråret. Centralt for sommerhuspriserne i 2021 bliver, om det seneste års voldsomme prisstigninger henover foråret lokker flere sælgere på banen. Det vil kunne lægge en dæmper på prisstigningerne. Derudover kan der komme en naturlig opbremsning i priserne efter et år med store prisstigninger.

Figur 3: Antal handler af sommerhuse, sæsonkorrigeret, tusinder

Figur 3: Antal handler af sommerhuse, sæsonkorrigeret, tusinder

Skærpet overvågning af markedet

De kraftige prisstigninger betyder, at Finanstilsynet har skærpet deres overvågning af sommerhusmarkedet. Foreløbig venter vi ikke egentlig tiltag fra tilsynet, men fortsatte kraftige prisstigninger kan få myndighederne til at skærpe reguleringen. I 2017 blev lånereglerne til sommerhuse lempet, så 75 procent af sommerhuset nu kunne finansieres med et realkreditlån i stedet for 60 procent. Det seneste års prisstigninger er sandsynligvis også en forsinket effekt herfra.

 Samlet forventer vi prisstigninger på sommerhuse på 6,0 procent i år mod 8,0 procent på det brede boligmarked. De høje stigningstakter skyldes dog delvist teknik, da prisstigningerne har været høje i slutningen af 2020 og i starten af 2021. Tallene skjuler derfor lidt, at vi venter, at stigningstakterne på boligmarkedet afdæmpes henover året.

Køb et sommerhus for at højne livskvaliteten – ikke for at investere

Det ændrer dog ikke på, at efterspørgslen efter sommerhuse fortsat er høj. Derudover er der stadig et efterslæb på sommerhusmarkedet i forhold til det generelle boligmarked. Prisstigningerne vil lune godt hos sommerhusejerne, selvom vores generelle anbefaling er, at man køber et sommerhus for at højne livskvaliteten og ikke i investeringsøjemed. Når det er sagt, så har man selvfølgelig muligheden for at udleje sommerhuset som et tilskud til afdragene. 

Figur 4: Udvikling i sommerhuspriser, danske og amerikanske aktier, indeks 100 = 1997


Næste artikel