Så meget har du sparet på de lave renter

De lave renter er ikke noget nyt for danskerne. Dem har vi nemlig nydt godt af i flere år. Det nye er, at flere og flere privatkunder nu oplever, at de skal betale negativ rente på deres opsparing. 

Hvis man undersøger det samlede rentebudget, har det aktuelle renteniveau samlet set givet mange familier flere penge mellem hænderne. Også selvom der beregnes negativ rente af opsparingen. Det viser beregninger af det samlede renteregnskab for to typiske Sydbank-familier i hhv. 2017 og i dag: En familie i ejerbolig og en familie, der bor til leje.

29.247 kr. til familien i ejerbolig til 2 mio. kr

 Ejerbolig_2mio

Sydbank-familien i ejerbolig har købt et hus til 2 mio. kr. og lånt de fleste af pengene i banken. Lånet er sat sammen af et realkreditlån på 1,6 mio. kr. og et boliglån på 240.000 kr. Resten har de betalt kontant. Derudover har familien et samlet billån på 250.000 kr. og en fælles opsparingskonto med 400.000 kr.

Familien sparer i 2021 29.247 kr. i det samlede rentebudget, før skatten er trukket. Efter skat har de 19.303 kr. mere til sig selv end en tilsvarende familie i 2017 – også selvom de i 2021 betaler negativ rente af de 200.000 kr. på opsparingskontoen.

62.108 kr. til en familie med ejerbolig i Aarhus eller København

Hvis familien havde købt et hus til 4 mio. kr. i et dyrt område som fx Aarhus eller København, havde de sparet 62.108 kr. før skat og 40.991 efter skat i forhold til 2017.  

450 kr. til familien i lejebolig

Den anden Sydbank-familie bor i en lejebolig. Familien har et billån på 50.000 kr. og en opsparing på 250.000 kr. Renteregnskabet viser, at de i 2021 sparer 450 kr. inden skat og 297 kr. efter skat, selvom de betaler negative renter af de 50.000 kr. på opsparingskontoen.

Store gevinster til folk i ejerbolig

- Familier med ejerbolig har tjent godt på de lave renter, lyder det fra Kim Blindbæk, seniorøkonom i Sydbanks Kapitalforvaltning, som står bag beregningerne.

- I januar 2017 lå gennemsnitsrenten for et realkreditlån på 2,74. Den var ved årsskiftet 2020/21 faldet til 1,24. Men også renten på boliglån og billån er faldet pænt, og det tæller alt sammen med på plussiden, selvom en del af opsparingen i 2021 er omfattet af en negativ rentesats på -0,6 %,” uddyber han. 

Men også familier i lejebolig kommer ud med et plus i det samlede regnskab.

- Selvom der ikke er de store gevinster at hente, er det alligevel værd at bemærke, at familier i lejebolig med et mindre lån også tjener på de lave renter, fortsætter Kim Blindbæk.

- Og hvis vores modelfamilie havde haft et forbrugslån eller en udnyttet kassekredit ved siden af, ville besparelsen være større, lyder det afslutningsvis fra Kim Blindbæk. 

Sådan gjorde vi:

Vi tog udgangspunkt i et hus på 2 mio. kr., som er den gennemsnitlige huspris i Danmark.

Rentesatserne for husstanden i ejerbolig svarer til Favorit 10-satser.

  • Rentesatserne for husstanden i lejebolig svarer til Favorit 3-satser.
  • Den gennemsnitlige skatteværdi er sat til 34 %(bdo.dk)

Læs mere om negativ rente

Renteniveauet i Danmark - analyse ved seniorøkonom Kim Blindbæk


Næste artikel