Sydbanks renteforventninger i 2019 – analyse af chefanalytiker Søren V. Kristensen

Hvad er Sydbanks renteforventninger i 2019, og hvad betyder rentemiljøet for dig, som boligejer? Få svaret her, når chefanalytiker Søren V. Kristensen tager temperaturen på boligrenterne.

De danske boligrenter er fortsat ekstremt lave og har været det hele vejen gennem 2018. Faktisk er renterne i den seneste tid faldet yderligere på næsten alle løbetider. Det skyldes bl.a., at de økonomiske nøgletal gradvist er blevet dårligere, og der har derfor, mellem investorerne, bredt sig en frygt for, at europæisk økonomi kan være på vej i bakgear. Også i global økonomi har vi set tegn på en opbremsning. Det har fået centralbankerne til at standse op på deres vej mod en strammere pengepolitik. De nye signaler fra centralbankerne har således også været med til at sende renterne nedad.

Er rentefaldet en gave til boligejerne?

Rentefaldene har betydet, at obligationskurserne på fastforrentede lån er steget til attraktive niveauer. Derfor kan det være en idé at overveje at låse renten fast. Rentefaldet kan derfor sagtens ses som en gave til boligejerne, da det gør boliglånet billigere, hvis man omlægger lånet eller snart skal have et nyt lån.

Desværre er det en gave, der kommer på en trist baggrund, og hvis der for alvor er hold i frygten om en mere håndfast opbremsning i økonomien, så vil det også være en gave med en dårlig eftersmag. Det kan nemlig hurtigt medføre, at de danske boligpriser også tager et dyk. Derfor skal man som boligejer faktisk ikke håbe på, at den nedadgående retning for nøgletallene varer ved.

Vi tror dog godt, at vi kan forvente yderligere tegn på afmatning i både europæisk og global økonomi – men vi tror også på, at der er lys for enden af tunnelen. Det kan bl.a. være som følge af, at USA med Trump i spidsen får vekslet den nuværende våbenhvile i handelskrigen til en mere permanent fredsaftale. Det kan være med til at bane vejen for, at vi om nogle måneder igen ser lidt optimisme hos investorerne.

Det er i hvert fald vores hovedscenarie, og hvis vi får ret i den antagelse, vil renterne om nogle måneder igen bevæge sig lidt opad. Det vil nemlig også betyde, at centralbankerne igen kan fortsætte med de gradvise stramninger af pengepolitikken. Den amerikanske forbundsbank (Fed) har allerede hævet renten adskillige gange siden 2015, og samtidig suger Fed 50 mia. dollars ud af økonomien hver eneste måned. Det trækker i retning af højere renter, og det kan mærkes hos de amerikanske husholdninger, der nu betaler mere end fire procent i rente på deres fastforrentede boliglån. I Europa er vi slet ikke så langt endnu, men vi forventer, at også Den Europæiske Centralbank (ECB) kan komme med på vognen og hæve renten en enkelt gang i slutningen af 2019.

Kursen er sat mod højere renter

Kursen er altså sat mod gradvist højere renter. Vi forventer dog, at renterne kun vil stige i et meget begrænset omfang i løbet af det kommende år. For selv med en enkelt renteforhøjelse fra ECB vil vi stadig have minusrenter på de finansielle markeder ved udgangen af 2019. Man skal dog være opmærksom på, at det pengepolitiske pendul langsomt er ved at svinge over mod højere renter. Samtidig skal man også være opmærksom på, at renterne fremover kan begynde at svinge lidt kraftigere, end vi har været vant til i gennem de seneste par år. Derfor kan rentestigningerne også komme hurtigt.

Vores hovedscenarie er dog, at vi gradvist vil se en anelse højere renter. På helt kort sigt forventer vi dog en ret flad udvikling i de danske renter og måske endda mindre rentefald, indtil nøgletallene begynder at stabilisere sig.

Hvad betyder rentemiljøet for dig og dit boliglån? Få Sydbanks aktuelle låneanbefalinger

  • Med de nuværende lave renter anbefaler vi generelt vores boligejere at vælge et 30-årigt fastforrentet lån. Det giver tryghed for boligejerne, at deres månedlige ydelse er fastsat, hvis renterne skulle begynde at stige
  • Som noget helt nyt er der nu mulighed for at få et realkreditlån til en fast rente på 1 % i 30 år. Kursen er dog væsentlig højere på 30-årigt lån med en rente på 1,5 %, og dette lån vil derfor være det bedste og sikreste lån for de fleste
  • Har du et boliglån, hvor du betaler en rente på 2,5 % eller højere, kan det nu være aktuelt at nedkonvertere til en rente på 1,5 % eller måske lavere, hvis lånet kun har under 20 år tilbage
  • Er du til et variabelt lån, anbefaler vi F5-lån. Renten er stadig lav, og du får en vis sikkerhed, da renten er fastlåst i 5 år

Læs mere om Sydbanks låneanbefalinger


Næste artikel