Praktikeren: Min bil skal bare være sikker og praktisk

Martin Thomsen: 48 år, Kalundborg. Folkeskolelærer, gift og far til tre.

I garagen:

VW Golf, arvet uden gæld og lån. Koster afgifter, brændstof og service.
VW up!, købt fra ny med yndlingsfeaturen automatgear.

Martin Thomsen har haft alverdens slags biler i et utal af ordninger. I dag arbejder han som lærer på en friskole, men indtil for få måneder siden kørte han de danske landeveje tynde som sælger i medicinalindustrien.70-80.000 kilometer om året blev det til. Så han har haft firmabiler, leasede biler, nye, brugte, små og store biler.

- Jeg har aldrig gået særlig meget op i biler, og signalværdien betyder ikke noget for mig. Det vigtigste er sikkerhed og komfort – og så at der er plads til familien. Men som sælger sad jeg dagligt til møder med læger, som ikke alle havde lige så dyr en bil, som jeg havde. Det var jeg meget opmærksom på. Samtidig kunne jeg komme til konferencer med kolleger fra Norge, som kørte i kæmpestore Mercedeser, som undrede sig over, at jeg ikke kørte i en større bil, fortæller Martin.

- Jeg havde firmabil i mange år, og selvom det ikke var den billigste løsning, så var det en luksus ikke at skulle tænke på værkstedsregninger. Alt var betalt. Så man kan sige, at jeg købte mig til noget frihed på den måde. Det betød meget for os, at bilen bare var der. Vi skulle ikke bekymre os om skader.

- Da børnene var små, skiftede jeg i en periode til privatbil. Vi ville gerne have en VW Touran med plads til autostole og barnevogn. Så kørte jeg med kørebog og kilometertakst. I dag findes der en app, der registrerer kørte kilometer, så det er faktisk ret nemt. Også hvis man har en firmabil, hvor privatkørsel skal trækkes fra.

I dag har Martin Thomsen skiftet landevejen, medicinalindustrien og sælgerjobbet ud med et lærerjob på den lokale friskole. Det giver et noget mindre kørselsbehov, men fordi familien bor ude på landet, er der stadig brug for to biler.

- Jeg har 14 km på arbejde og kører typisk 10 km ekstra for at køre børn i skole. Så det er småting i forhold til tidligere. Det vigtigste for mig er sikkerhed, brændstoføkonomi og komfort. Jeg er næsten to meter høj, så nogle biler kan jeg have svært ved at være i.

- Vores gamle Golf har vi arvet fra min afdøde svigerfar, så den har aldrig kostet os andet end afgifter, brændstof og service. Som ekstrabil har vi en lille up!, som vi godt nok kun kan være fire i. Men det er trods alt ikke hver dag, vi fylder hele familien i bilen samtidig. Det fede ved den er, at den har automatgear. Det er jeg ret vild med!

- Min far var tømrermester og kørte folkevogn. Det gjorde min svigerfar også, så det er bare blevet vores mærke. Jeg tror, det er noget med troværdighed og sikkerhed. Det passer til os.

Hvilken bil drømmer du om? 

Læs mere på sydbank.dk/bilaan, og lad os hjælpe dig med at blive godt kørende


Næste artikel