Kursstigninger efter amerikansk hjælpepakke – men hvor længe?
Ved cheføkonom Søren V. Kristensen

Aktieinvestorerne fejrede udsigten til en historisk stor amerikanske hjælpepakke med store kursstigninger. Spørgsmålet er dog, hvor længe glæden vil vare ved.

Vi har i den seneste tid set voldsomt store tiltag for at bekæmpe COVID-19’s hærgen på de finansielle markeder og i den globale økonomi.

Tyskland har i den grad kasseret ønsket om ”Die Schwartze Null” og balancerede budgetter til fordel for underskud og hjælpepakker.

Amerikansk hjælpepakke på to billioner dollars på vej

I USA har politikerne været lidt langsommere, men nu ser det ud til, at der er ved at komme skred i tingene. Senatet og Det Hvide Hus er blevet enige om en hjælpepakke på svimlende to billioner dollars. De fulde detaljer i pakken kendes ikke, men den indeholder sandsynligvis hjælp til staterne, bedre forsikring af arbejdsløse, lån til virksomheder og faktisk også deciderede checks til de amerikanske forbrugere. Pakken skal først formelt stemmes igennem af Senatet og Repræsentanternes Hus og derefter godkendes af Trump. Det virker dog realistisk, at hele pakken bliver endeligt vedtaget i denne uge.

Det kommer i kølvandet på den amerikanske forbundsbank (Fed), der har meldt ud, at seddelpressen snurrer og køber alle de obligationer, der skal til for at stabilisere markederne. Det var i første omgang ikke helt nok til at eliminere kursfaldene på aktiemarkederne, men den seneste tilføjelse er måske. I hvert fald så vi store kursstigninger mange steder i går, ligesom trængte skandinaviske valutaer og olieprisen også nød godt af medvinden. S&P 500 indekset noterede den største stigning siden 2008, mens der for Dow Jones var tale om den største stigning siden 1933. Der er altså ikke tale om små udsving. Lige nu indikerer aktiefutures en mere behersket åbning i USA senere på dagen.

Optimisme hos investorerne giver noget ro på markederne

Det kunne måske ligne, at hjælpepakkerne nu har en størrelse, som har banket optimisme ind i investorerne og giver noget ro på markederne. Vigtigst af alt fordi investorerne vurderer, det vil have en stor effekt på økonomien, hvor tabet af jobs og konkurser vil blive mindre som følge af hjælpepakkerne. Man kan derfor håbe på nogle mere rolige markeder i den kommende tid.

Panikken er næppe ovre - flere rystelser må forventes

Vi tvivler dog desværre fortsat meget på, at de voldsomme udsving og panikken blandt investorerne er ovre. Tallene viser fortsat, at COVID-19 spreder sig. Det gælder særligt i USA, hvor kurverne lige nu ser uhyggelige ud. Den situation har potentiale til at give flere rystelser på de finansielle markeder. Det samme har de økonomiske nøgletal, som i de kommende uger og måneder vil rulle ind.

Det er helt afgørende, at hjælpepakkerne indenfor en overskuelig fremtid får sat en bremse på tabet af arbejdspladser og konkurser. Ellers bider krisen sig fast.

Vil du altid være opdateret på økonomi? Så følg Søren på Twitter


Næste artikel