Når impulskøb tager pusten ud af din økonomi

Spontane byture, en lækker kaffe latte til to go og de nye sneakers, du bare må eje. Vi kender alle til impulskøb. Men ifølge en ny undersøgelse fra Finans Danmark, er impulskøbene noget unge mellem 18 og 30 år bør være særligt opmærksomme på – det kan nemlig sætte økonomien på en alvorlig prøve.

Ifølge Finans Danmark nye undersøgelse, Unge – forbrug, gæld og opsparing, er impulsdrevet forbrug noget af det, der kan bringe de unges privatøkonomi ud af balance. Som ung har man typisk ikke så mange penge at gøre godt med, og derfor kan selv små impulskøb fylde meget i de unges økonomi.

De mest populære impulskøb blandt unge

Blandt de største fristelser til impulskøb er bl.a. take-away, tøj og sko samt gadgets og elektronik. Højdespringeren ifølge undersøgelsen er dog mad og drikke på farten, som knap hver fjerde ung mellem 18 og 30 år bruger penge på flere gange om ugen.

Derudover er lysten til selvforkælelse, socialt samvær og ønsket om at tage del i det samme som vennerne, nogle af de mest hyppige årsager til at unge mellem 18 og 30 år forbruger penge og impulskøber. Fx svarer over 40 % af de unge, at de ofte kommer til at bruge flere penge end planlagt, når de er sammen med vennerne.

Læs hele rapporten fra Finans Danmark

Hvor ofte impulskøber du?

Hvor ofte impulskøber du? Og ved du, hvordan dine impulskøb påvirker din økonomi? Vi har spurgt Sydbanks ungrådgiver Claus K. Jensen, hvordan du undgår, at impulskøbene tager pusten ud af din økonomi, så du stadig har råd til alle de oplevelser, du drømmer om.

 5 gode råd til at tage styringen på dine impulskøb 

1. Hvor meget bruger du i gennemsnit om måneden på impulskøb?

Det er som det første en god idé at finde ud af hvor mange penge, du egentlig bruger i måneden på impulskøb. Er det ikke så galt, som frygtet? Eller er beløbet overraskende højt? Her er Forbrugsoveblikket i både NetBanken og MobilBanken et rigtigt godt værktøj til at få et hurtigt overblik over dit forbrug.

Læs mere om Sydbanks MobilBank

2. Tilpas dit budget

Har du gjort plads til impulskøb i dit budget? Beslut dig for, hvor meget du er villig til at bruge på impulskøb i måneden og ikke mindst, hvor mange penge du kan bruge på impulskøb ud fra din økonomi. Når dette er på plads, kan du tilpasse dit budget, så impulskøbene ikke tager styringen over din økonomi. Du er selvfølgelig også altid velkommen til at kontakte os i Sydbank Direkte Ung, så vi kan hjælpe dig med at lægge dit budget.

Sådan lægger du et budget, der holder

3. Nice to eller need to?

Vi kender det alle. Man går forbi et butiksvindue og falder over noget man bare må eje. I disse situationer er det altid en god idé at overveje grundigt om det, du er blevet forelsket i, virkelig er noget, du har brug for, inden du køber det.

4. Husk på opsparingen til de store drømme

Hver gang du laver et impulskøb, går det udover de penge, du kunne have lagt til side til noget, du virkelig ønsker dig eller har brug for. Fx en rejse sammen med vennerne, en ny telefon eller indskuddet til en ny lejlighed. Så endnu engang: Husk, at overvej dit valg grundigt, inden du hiver dankortet frem.

5. Kontakt banken, hvis der er lavvande på kontoen

En af de særligt kritiske ting ved impulskøb er, hvis der er lavvande på kontoen. Dette får mange unge til at udskyde betalinger af regninger, optage alt for dyre forbrugslån, købe forbrugsvarer på afbetaling eller overtrække deres konto mod dyre strafrenter. I sidste ende kan det gå så galt, at de bliver noteret i RKI. Ifølge Finans Danmark låner ca. 48.500 unge mellem 18 og 30 år penge, som de ikke kan betale tilbage, og ender derfor med at blive registreret i RKI.

Disse scenarier er ikke noget hverken jeg eller nogle af mine andre kolleger i Sydbank ønsker for nogen. Så inden du tager nogen forhastede beslutninger på baggrund af dine impulskøb, så start i banken, så vi kan få en god snak om, hvor der kan skrues og drejes i dit budget, eller hvilke andre knapper vi i fællesskab kan trykke på for at hjælpe dig.

Kontakt Sydbank Direkte Ung og få rådgivning


Næste artikel