Skæv genopretning har slagside for Vandkantsdanmark

Mange arbejdspladser er i øjeblikket på vippen i Danmark, og fordi industrien er hårdt ramt, er Vandkantsdanmark særlig udsat.

- Industrivirksomheder gør megen brug af lønkompensation, og i nogle provinskommuner udgør industrien mere end 15 procent af arbejdspladserne. Udviklingen bekymrer, fordi mange af arbejdspladserne tabt i industrien efter finanskrisen aldrig er vendt tilbage. COVID-19-krisen kan i værste fald sætte mere eller mindre varige ar i Vandkantsdanmark, hvor prisudviklingen på boligmarkedet og privatforbruget kan blive påvirket flere år ud i tiden, forudser Sydbanks cheføkonom Søren V. Kristensen i sin seneste analyse.

Antallet af arbejdsløse danskere stiger, og samtidig kan flere være på vej, når støtteordningerne udløber den kommende tid.

- Vi er særligt bekymrede for industrien og de dele af dansk økonomi, som afhænger af en stærk genopretning på vores eksportmarkeder. Danmarks Nationalbank og Finansministeriet forventer fald i eksporten på henholdsvis 8 og 8,9 procent, som skal holdes op mod forventede fald i privatforbruget på 2,5 og 3 procent. I det lys undgår vi næppe fyringer i industrien. Eventuelle nye finanspolitiske hjælpepakker bør derfor fokusere på eksport- og industrivirksomheder snarere end på forbrugerne, mener Søren V. Kristensen.

Læs analysen: Skæv genopretning har en regional slagside 


Næste artikel