Biler får mit hjerte til at banke hurtigere

Rune Seest 43 år, Århus. Jurist, gift, far til to og indehaver af bloggen: www.bileriblodet.dk og hjemmesiden www.klassikermarkedet.dk.

I garagen:

Volvo XC90 fra 2016 med den store udstyrspakke. Rune har selv fundet den i Tyskland og derefter ladet et leasingselskab købe den hjem – hvorefter han nu leaser den i en leasingaftale med service og vedligehold til 7.700 kr. om måneden.

Porsche Boxster S fra 1999. Fundet i Danmark for nyligt efter længere tids jagt efter den rigtige kombination af motor, farve, indtræk og stand. Rune tror fuldt og fast på, at netop denne model har et stort potentiale for værdistigning, hvilket også har spillet ind ved købet. Bilen er bl.a. finansieret af den tidligere Porsche 911, som ses på billedet, som Rune ejede sammen med en god ven.

En bilnørd udover det sædvanlige 

Rune Seest elsker biler mere end de fleste. Han er både nørd og feinschmecker, når det kommer til hestekræfter.

- Det er selvfølgelig bare ting, og jeg elsker ikke mine biler. Jeg elsker min familie og mine venner. Men jeg bliver glad af at se på en smuk bil. Den kan få mit hjerte til at banke lidt hurtigere. Det handler både om æstetikken og det at vide, hvad den kan. Al den kraft, der er bundet ind i karosseriet, forklarer Rune.

Selv har Rune Seest lige så stille arbejdet sig op i bilhierarkiet fra en beskeden Mazda over en Skoda, Passat og et par BMW’er i forskellig motorstørrelse til sin nuværende bestand, som der løbende bliver skiftet ud i. En bestand, der tiltrækker en del misundelige blikke fra de andre mænd i kvarteret. Og Rune elsker ikke bare biler, han ved også ualmindelig meget om dem og abonnerer på flere internationale bilmagasiner, følger prisudviklingen på bil-apps og ved i det hele taget alt, hvad der er værd at vide om biler.

Den viden deler han på sin hjemmeside www.klassikermarkedet.dk – som er en handelsplads for klassiske biler – og bloggen med det passende navn: Biler i blodet, og ikke mindst ved at levere artikler til et dansk magasin om klassiske biler.

- Jeg skriver om alle mulige biler på bloggen. Også helt almindelige. De fleste har noget at byde på, siger Rune. Alligevel er det ikke alle mulige biler, der finder vej til hans garage.

Bileksperten ved, hvad han vil have:

- Det er den gode fornemmelse, når jeg sætter mig ind i den. Det er vigtigt, at jeg føler mig glad og tilfreds. Det er måden, døren smækker på. Måden, jeg glider ned i sædet. Lyden. Følelsen af en bil, der vil køre og ikke bare plader, møtrikker og hjul med en motor.

- Men jeg synes faktisk selv, jeg er rimelig pragmatisk i forhold til mine biler, og det er da vanvittigt at købe en bil, man ikke har råd til. Jeg har fået mine biler til en god pris og ser dem også som en investering på samme måde, som når folk køber designmøbler eller kunst til væggene. Almindeligvis siger man, at biler er penge ud af vinduet, men med god viden og omtanke kan man faktisk gøre rigtig gode investeringer.

Og Rune Seest har en teori om, hvor man skal kigge hen, hvis man gerne selv vil køre i en lækker bil, som samtidig er en god investering:

- Det er typisk mænd i alderen 35-50 år, der går op i den slags. Og de går efter de biler, der var på plakaterne på deres teenageværelser. For 20 år siden var det biler fra 50’erne, men i dag er det dem fra 80’erne og 90’erne. Så kan man godt føle sig lidt som Tom Cruise med et par Rayban Wayfarer. 


Næste artikel