Danske virksomheder kan omsætte europæisk førsteplads til digitalt eksporteventyr

Danske virksomheder har taget e-handel til sig, og Danmark ligger helt i top på europæisk plan, når det kommer til andelen af virksomheder, der sælger online. På trods af denne førerposition har en stor del af de danske e-handelsvirksomheder været tilbageholdende med at satse på salg til udlandet. Det ser dog ud til at være ved at ændre sig, hvilket kan bane vejen for et nyt, digitalt eksporteventyr.

Danske virksomheder har europæisk førertrøje i e-handel

De danske forbrugere har i mange år været glade for onlinehandel, men under coronapandemien er interessen for at handle online nærmest eksploderet.

Det afspejler sig blandt andet i Nationalbankens betalingsstatistik. Her kan det nemlig aflæses, at danskerne i de første ni måneder af 2021 brugte 181 milliarder kroner på e-handel, hvilket er 28 procent mere, end der blev brugt i den tilsvarende periode i 2019 – altså lige inden coronakrisen ramte Danmark og resten af verden.

De danske virksomheder har ligeledes taget e-handel til sig. Faktisk er det nu 38 procent af de danske virksomheder, der sælger varer og tjenesteydelser gennem e-handel. Dermed ligger de danske virksomheder nummer ét i EU, når det kommer til salg gennem e-handel.

Ifølge tal fra Eurostat er det på tværs af EU kun 19 procent af virksomhederne, der henter en del af omsætningen fra e-handel. Foruden Danmark finder vi i toppen Irland og Sverige, hvor mange virksomheder også er gode til at arbejde med e-handel.

I den modsatte ende af skalaen ligger lande som Luxembourg og Bulgarien, hvor det kun er omkring hver tiende virksomhed, der arbejder med e-handel.

Flere digitale salgskanaler

E-handel er en bred betegnelse, der dækker over forskellige former for digitale salgskanaler.

De her nævnte tal fra Eurostat omfatter således virksomheder, der sælger gennem egen webshop, en app eller gennem online markedspladser som Amazon, eBay eller AliExpress. I opgørelsen indgår også virksomheder med såkaldt EDI-salg, der er en forkortelse for Electronic Data Interchange, hvilket dækker over standarder for automatisk udveksling af handelsdokumenter, f.eks. ordre og faktura mellem en virksomhed og dens kunder.

 

Kigger vi nærmere på de danske virksomheder, er det tydeligt, at det digitale salg primært sker gennem webshops. Det er således 29 procent af de danske virksomheder, der har salg gennem egen webshop, mens det på tværs af EU kun er 17 procent af virksomhederne, der benytter denne digitale salgskanal.

Danske virksomheder er blevet mindre tilbageholdende med e-eksport

På trods af at mange danske virksomheder har valgt at kaste sig ud i e-handel, har en stor del af virksomhederne historisk været tilbageholdende med onlinesalg til udlandet, der også kan betegnes som e-eksport.

Ser vi på de danske virksomheder med websalg, er det 38 procent af virksomhederne, der sælger til udlandet, hvilket ligger under EU-gennemsnittet på 42 procent.

Det er dog værd at bemærke, at andelen af virksomheder med websalg til udlandet er steget de seneste år, idet det i 2017 kun var 31 procent af de danske virksomheder med websalg, der havde e-eksport. Faktisk var det i 2017 kun Finland og Rumænien, der havde en lavere andel af e-handelsvirksomheder med salg til udlandet. Nu ligger Danmark på en 17. plads i EU, når det kommer til e-eksport.

Det tyder altså på, at de danske e-handelsvirksomheder er blevet mindre tilbageholdende med at orientere sig mod udlandet, og det er positivt. For ligesom i Danmark er det i de fleste andre lande en stigende andel af befolkningen, der handler online.

Mens det for ti år siden var 29 procent af befolkningen på tværs af EU, der havde foretaget mindst et indkøb online inden for de seneste tre måneder, viser den seneste undersøgelse fra Eurostat, at det nu er 56 procent af borgerne i det europæiske fællesskab, der har handlet online inden for de seneste tre måneder.

Der er dog fortsat store forskelle på tværs af de europæiske lande. Helt i toppen ligger Holland og Danmark, hvor det er henholdsvis 83 og 82 procent af befolkningen, der har handlet online inden for de seneste måneder, mens vi i den anden ende af skalaen finder Bulgarien og Rumænien, hvor det er henholdsvis 20 og 23 procent af borgerne, der har handlet online inden for de seneste tre måneder. Det er dog værd at bemærke, at andelen af onlineshoppere i begge lande er steget det seneste år.

Vores forventning er da også, at vi de kommende år fortsat vil se et stigende antal europæiske borgere kaste sig ud i onlinehandel. For vi kan se, at særligt de yngre borgere i de europæiske lande hastigt tager onlinehandel til sig, ligesom der i hele Europa er massivt fokus på digitalisering i disse år.

Samtidig er det værd at bemærke, at de europæiske forbrugere i de seneste år er blevet mere tilbøjelige til at handle i webshops med adresse udenfor deres eget hjemland.

Derfor vil det for mange af de danske virksomheder, der de seneste år har opbygget viden og erfaring med e-handel på det danske hjemmemarked, give god mening at se på mulighederne for at benytte digitale salgskanaler til at få fat på nye kunder udenfor landets grænser. De rette ingredienser til et nyt, digitalt eksporteventyr ser i hvert fald ud til at være til stede.

Danske virksomheder har flere muligheder for at søge rådgivning om e-eksport

Danske virksomheder kan vælge flere strategier, når de skal sætte gang i det digitale salg til et nyt marked.

E-eksporten kan sættes i gang gennem egen webshop, hvilket er en løsning, der kan give god mening for mange virksomheder. Der kan dog være en del omkostninger forbundet med at tilpasse en webshop til et nyt marked.

For en del virksomheder vil det derfor også give mening at overveje mulighederne for at sælge til udlandet gennem online markedspladser som Amazon og eBay. Det er nemlig ofte mindre omkostningsfuldt at sælge gennem online markedspladser, og de kan derfor fungere som et godt springbræt, hvis man som virksomheder vil i gang med e-eksport.

Danske virksomheder med mod på e-eksport har mulighed for at søge rådgivning hos The Trade Council, der også har udarbejdet en god oversigt over en række love og direktiver, som danske virksomheder bør være opmærksomme på, hvis de ønsker at eksportere online.

Derudover udbydes der i det danske erhvervsfremmesystem løbende puljer, hvor det er muligt at søge om tilskud til e-handelsprojekter. Dette kan du finde mere information om hos din virksomheds regionale erhvervshus.

 

Af erhvervsøkonom Morten Laugesen, tlf. 74 37 22 52, morten.laugesen@sydbank.dk, Merchant Bank

Denne analyse er udarbejdet på grundlag af informationer fra kilder, som Sydbank finder troværdige. Sydbank påtager sig dog intet ansvar for mangler, herunder eventuelle fejl i kilder, trykfejl eller beregningsfejl, samt efterfølgende ændrede forudsætninger. Denne analyse må ikke uden bankens udtrykkelige samtykke offentliggøres eller distribueres videre.

Sydbank A/S, Peberlyk 4, DK-6200 Aabenraa, CVR-nr. DK 12626509 er under tilsyn af Finanstilsynet, Århusgade 110, DK-2100 København Ø.

Læs flere artikler og analyser, som hjælper erhvervsledere til at træffe bedre beslutninger


Næste artikel