It-kriminelle udnytter frygten for coronavirus

Opdateret den 20. marts

Vi ser desværre igen en stigning i forsøg på svindel. Svindlerne ringer og udgiver sig for at være fra Sydbank eller Nets. De prøver her med frygt og list at franarre personlige oplysninger, som oftest er koder til NemId mm. Svindlerne prøver også at franarre oplysningerne over mail (phishing).

Det mest sikre råd er:

Udlever aldrig dine sikkerhedsoplysninger, password eller adgangskoder. Det er personlige oplysninger, som banker og myndigheder aldrig vil finde på at spørge efter.

It-kriminelle udnytter frygten for coronavirus

Frygten for coronavirus og den massive omtale i alle medier har desværre også ført til, at der er begyndt at florere phishing-mails, der gør brug af coronaens hærgen.

Som vi efterhånden kender det, så er målet for de kriminelle som altid at få adgang til oplysninger eller installere malware via vedhæftninger eller links. Og i den sammenhæng er den generelle øgede frygt i hele samfundet en yderst kærkommen åbning for de kriminelle til at udnytte folks forvirring og frygt i en tid, hvor vi bevæger os på ukendt grund.

Sundhedsstyrelsen er ramt

Flere borgere har modtaget falske e-mail og sms-beskeder om, at Sundhedsstyrelsen har sendt dem ny digital post.

I beskeden er et link, som åbner en falsk hjemmeside, som opfordrer modtageren til at indtaste NemID-oplysninger, der herefter vil kunne misbruges af de kriminelle afsendere.

I teksten står der, at man har modtaget en besked fra Sundhedsstyrelsen, og at man skal logge på sundhedsstyrelsen.net. Det er IKKE Sundhedsstyrelsens side.

Adressen leder til en falsk hjemmeside. Den falske side ligger på .net-domænet, mens Sundhedsstyrelsens rigtige hjemmeside ligger på .dk -domænet.

Har du modtaget en mail?

Hvis du har indtastet dine oplysninger på den falske side, skal du straks spærre nøglekortet, kontakte banken og også politiet, hvis du oplever, at dine oplysninger bliver misbrugt.

Desværre er dette med stor sandsynlighed kun første eksempel på forsøg på udnyttelse af den helt ekstraordinære situation vi befinder os i. Vi opfordrer derfor til at være særligt mistænksom overfor mails vedrørende corona-virus, og hvis du modtager en mail, der vedrørende corona-virus, skal du straks slette den.

Sådan får smittede besked

Til oplysning kan vi fortælle, at personer der testes positiv for smitte af corona-virus, bliver kontaktet af Styrelsen for Patientsikkerhed. Myndighederne vil forsøge at opnå direkte kontakt via telefon eller e-boks - og altså ikke via mail.

Og husk: Myndighederne sender generelle meddelelser ud via de offentlige kanaler og ikke via e-mail.

Nyttige links

Politiet - den nationale informationsside

Sundhedsstyrelsens hjemmeside

Styrelsen for patienssikkerhed


Næste artikel