Lad dig ikke lokke i Bitcoin fælden

Listen vokser over borgere, som bliver snydt for tusindvis af kroner af snedige svindlere, der lokker med høje gevinster på investering i Bitcoins.

 - Det er ofte op til weekender og helligdage, at vi får flere henvendelser fra kunder, som er faldet i fælden, siger Lonnie Laursen fra Fraud og Indsigelser i Sydbank, hvor man behandler kundesager om svindel og kortmisbrug.

 Svindlerne reklamerer for deres fupprodukter på sociale medier eller forsøger at komme i kontakt med deres ofre på sms og i e-mails. De lokker med chancen for at blive rig på kort tid uden risiko.

 Svindlerne udnytter kendte personligheder
 

I nogle annoncer misbruges kendte personer, der angiveligt har tjent formuer på investeringer i Bitcoins. For tiden optræder Søren Brostrøm, Sundhedsstyrelsen direktør, på ufrivillig slap line i disse annoncer, fortæller Lonnie.

 - Fælles for dette trick er, at der er tale om kendte personligheder i tiden. Nu kender alle Søren Brostrøm pga. af corona, så han er et oplagt offer som lokkedue, siger hun.

 Opskriften er egentlig ganske simpel. Hvis du aktiverer det link, som du opfordres til, bliver du ringet op af en person, som hjælper dig ”til at blive rig”. Men hvis du sender penge, kan du være ret sikker på ikke at se dem igen.

 - Vi kan ikke udelukke, at der eksisterer seriøse investeringsselskaber på nettet, som handler med kryptovalutaer. Men så skal man gøre sig den tjeneste selv at opsøge dem gennem omhyggelig research og ikke lade sig lokke af et link, siger Lonnie Laursen.

 Ferietid betyder mere fup
 

Visse modtagere er blacklistet, så I mange tilfælde stoppes svindelen, inden det er for sent, fordi Nets stopper betalingen. Så bliver kunden bedt om at ringe til Nets eller sin bank. På denne måde opdager vi, når aktiviteten stiger, forklarer hun.

 - Lige for tiden ser det ud til at udbetalingen af negativ rente og de ekstraordinære feriemidler har lokket svindlerne frem, som hajer der lugter mad. Vi har haft en stigning i antallet af sager de sidste par dage her op til påske, hvor mange har ferie og har tid til at være nysgerrige på nettet. Ønsket om lettjente penge lokker.

 Hvis man betaler, får man i nogle tilfælde adgang til en falsk hjemmeside, som viser hvordan investeringen ”vokser”, men det er et konstrueret bedrag, som skal lokke flere penge ud af offeret.

 Fupadvokater fører svindelen videre
 

Andre fupmagere går så langt, at de spiller advokat, som kontakter ofrene for disse svindelfirmaer for mod et honorar at assistere til at få pengene tilbage.

 - Der er tale om bedrag i anden potens, som viser hvor kyniske og snedige disse fupmagere er, forklarer Lonnie, som kun kan anbefale en ting. Man skal holde sig langt væk, når noget synes, at være for godt til at være sandt.

 Det samlede tab på investeringssvindel stiger år for år. I 2018 var der tale om 33,5 mio. kr., i 2019 53 mio. kr. og i 2020 var svindlernes udbytte steget til 68 mio. kr. angiver bankernes interesseorganisation, Finans Danmark. De enkelte sager kan omhandle tab på få tusinde kr. til flere millioner.

 


Næste artikel