Tre gode råd til, hvordan du vælger den rigtige A-kasse

Der findes mange forskellige A-kasser, og derfor er det vigtigt, at du ser dig godt for, inden du vælger den A-kasse, du vil være medlem af. Her giver vi dig tre bud på, hvad du bør være opmærksom på, når du skal vælge A-kasse.

  • Mange A-kasser tilbyder gratis medlemskab, så længe du er studerende. Få undersøgt sagen, så du er helt sikker på, at du ikke skal have penge op af lommen, mens du studerer.
  • En A-kasse henvender sig typisk til nogle særlige faggrupper. Derfor bør dit valg af A-kasse matche din uddannelse eller dit fremtidige job.
  • Undersøg, hvad din A-kasse kan tilbyde dig udover de obligatoriske dagpenge. Forsikringstilbud, rabatter, karrierevejledning samt seminarer og foredrag er fx noget, du kan være heldig at få med i dit medlemskab.

FAKTA 

Hvad er en A-kasse? 

A-kasse står for ”Arbejdsløshedskasse” og udbetaler dagpenge til dig, hvis du bliver arbejdsløs. A-kassen udbetaler også dagpenge til nyuddannede med en særlig dimittend-sats, som du får glæde af, hvis du ikke kommer i arbejde med det samme. A-kassen er således din forsikring mod at ende på kontanthjælp.

I modsætning til et forsikringsselskab tjener A-kassen ikke penge på at forsikre medlemmerne. De administrerer kun de penge, medlemmerne indbetaler i kontingent, og den statsstøtte, A-kasserne modtager til udbetaling af dagpenge.


Næste artikel