Sydbank tilslutter sig FN’s principper for ansvarlig bankdrift

En bæredygtig fremtid kommer ikke af sig selv. Den kræver store forandringer, og store forandringer kræver en fælles indsats. Derfor har Sydbank tilsluttet sig FN’s principper for ansvarlig bankdrift, der skal styrke Sydbanks arbejde med at bidrage til den bæredygtige omstilling.  

FN’s principper for ansvarlig bankdrift læner sig op ad Parisaftalens klimamål og FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling og fungerer som en global rettesnor, der skal sikre, at banksektoren bidrager til bæredygtig udvikling og yder et positivt bidrag til samfundet.

- Tilslutningen giver os adgang til en stor værktøjskasse, der kan hjælpe os med at løfte arbejdet med bæredygtighed derhen, hvor vi gerne vil – og det er helt ind i kernen af vores forretning. Det er her, vi bærer det største ansvar, og det er her, vi kan gøre den største forskel, fortæller Sydbanks administrerende direktør, Karen Frøsig.

I 2020 har Sydbank skruet op for bankens CSR-indsats og ambitioner, og derfor er tilslutningen til principperne et naturligt ”næste skridt” for, at Sydbank kan lykkes med at gøre den forskel, banken kan, skal og vil.

Integrationen begynder i 2021

Med underskriften på plads kan arbejdet med at integrere principperne nu for alvor gå i gang. I 2021 tager Sydbank hul på det store arbejde, som integrationen af principperne kræver.

-  Vi starter i vores kerneforretning, og derfor vil vi have fokus på at sætte bæredygtige mål for vores påvirkning indenfor både investering og finansiering. Herudover er Sydbanks udvikling og eksistens afhængig af dialog og samspil med vores interessenter. Vi vil derfor se på de væsentligste problematikker rejst af vores kunder, investorer, aktionærer, leverandører, samarbejdspartnere og medarbejdere, fortæller Karen Frøsig.

Læs mere om FN's principper for ansvarlig bankdrift

Læs mere om Sydbanks arbejde med samfundsansvar  

 


Næste artikel