Når investeringstilbuddet lyder for godt til at være sandt

Sydbank oplever et stigende antal sager, hvor kunder bliver snydt af virksomheder, der tilbyder investeringsløsninger på internettet.

Iøjnefaldende annoncer på nettet, fristende ord om kæmpeafkast og insisterende sælgere i telefonen er en cocktail, der lokker et stigende antal privatpersoner til at investere sparepengene i tvivlsomme investeringstilbud. Desværre viser de store afkast sig ofte at være et fatamorgana og sælgerne gemene svindlere.

Sydbank oplever et stigende antal sager med kunder, der henvender sig for at få tilbageført betalinger fra deres kreditkort, efter at det har vist sig, at de er blevet narret af investeringssvindlere på internettet. Desværre er mulighederne for at tilbageføre betalingerne som regel små.

Sydbank har kendskab til sager, hvor bankens kunder er blevet franarret store beløb på op til 1,5 mio. kroner af svindlere, der udgiver sig for at være investeringseksperter og lover enorme afkast til kunder, der overlader deres opsparing til dem.

Et udbredt svindelnummer går på, at svindlerne sælger en adgang til en webside, som kunden kan indbetale penge på og foretage investeringer fra. Typisk foreslår sælgeren at starte ud med et mindre beløb. Når kunden så kan se, at deres investering ’vokser’ på websiden, bliver de kontaktet af veltalende telefonsælgere, der overtaler dem til at indbetale endnu flere penge.

Problemerne opstår for alvor, når kunden ønsker at få udbetalt sit indestående. Så går det hele pludselig i stå. I flere tilfælde er kunden endda blevet franarret endnu flere penge, når de veltalende sælgere har kontaktet kunden under dække af at ville hjælpe med at overføre kundens indestående. I stedet har de skaffet sig direkte adgang til kundens egen konto og lænset den yderligere for penge.

Advokat i Sydbank, Mikkel Sørensen, har gennemgået flere af de ulykkelige sager, hvor Sydbank-kunder har været ofre for investeringssvindel. Hans klare råd er altid at have de kritiske antenner i alarmberedskab ved handel på internettet – især når hele den dyrebare opsparing er på spil.

- Hvis investeringstilbuddet lyder for godt til at være sandt, er det ganske ofte også fup og bedrag.

Tjekliste – god investering eller fupnummer?

Eksisterer virksomheden og personen, der kontakter dig?

Internettet er globalt og fyldt med falske identiteter, som kan være meget svære at spore for myndighederne. Dine muligheder for at rejse erstatningskrav imod eventuelle svindlere og få dem retsforfulgt, er lig med nul, hvis du ikke er sikker på, hvem de er. Overlad derfor kun dine investeringer til personer og virksomheder, som du er helt sikker på, eksisterer, og som du har tillid til.

Er afkastet realistisk?

Der vil altid være en risiko forbundet med at investere. Som hovedregel vokser risikoen i samme takt som det mulige afkast. Du bestemmer selvfølgelig selv, hvor høj en risiko for tab, du vil løbe. Men som markedet er lige nu, bør løfter om afkast på over ti procent på et år få dine kritiske alarmklokker til at ringe. Allerede før den årlige afkastprocent er tocifret, kan risi-koen for tab være høj.

Er risikoen med i billedet?

Bliver risikoen overhovedet nævnt i salgsmaterialet og salgssnakken? Hvis ikke, er det sikkert fordi, den er høj. Investeringstilbud, der udelukkende taler rosenrødt om høje afkast og ikke ofrer et eneste ord på risikoen, bør du generelt holde dig fra, med mindre du selv har en stor viden at støtte dig til. Kan du ikke selv vurdere din egen risikoevne- og villighed, kan banken altid hjælpe dig med at få afdækket den.

Skal du trykke på links eller give andre adgang til din computer?

Tryk ALDRIG på links og download ALDRIG programmer fra kilder, du ikke har 100 procent tillid til. Mange af de såkaldte ’investment-scams’ fungerer ved, at offeret giver en sælger ad-gang til at styre sin computer via en fjernforbindelse. Uanset hvor flink sælgeren virker i telefonen, skal du altid afslå at give fremmede kontrol over din computer.

Er der plads til betænkningstid?

Har sælgeren så travlt, at det hele skal være nu og her, så tag hellere en time-out og tænk dig godt om. Gennemgå de ovenstående spørgsmål en ekstra gang, og overvej hjælp fra en uvildig investeringsrådgiver – for eksempel i banken. Medmindre du selv er ekspert og har fuldt overblik over din investering og den medfølgende risiko, er hastværk altid lastværk, når det gælder om at investere din dyrebare opsparing.


Næste artikel