Sydbanks kunder får nu det bedste fra Swipp og MobilePay

Sydbank bliver en del af MobilePay-samarbejdet. Det betyder, at Sydbanks kunder på sigt vil sige farvel til Swipp og goddag til MobilePay. I første omgang forbliver alle privatkunder i Swipp, mens alle erhvervskunder får tilbudt at skifte til MobilePay.

Det bedste fra begge verdener

Swipp forbliver operationel i en periode, som endnu ikke er endeligt fastlagt, hvorefter løsningen fases ud. Indtil da serviceres løsningen og kan benyttes af både privatkunder og erhvervsdrivende. Samtidig med etablering af MobilePay udnyttes den omkostningseffektive konto til konto-løsning fremadrettet. Dermed forenes det bedste fra begge verdener til glæde for kunderne og pengeinstitutterne.

Glæde over MobilePay-aftale

MobilePay har skabt en stærk og brugervenlig platform for mobilbetalinger, som har vundet stor udbredelse inden for person til person-betalinger herhjemme. Nu konsolideres samarbejdet i erkendelse af, at kunderne har talt, og Sydbank har lyttet.

Det nye partnerskab vil ikke alene styrke MobilePay i forhold til fremtidig innovation til gavn for brugerne. Det betyder også, at sektoren står styrket i forhold til store internationale teknologivirksomheder, der gerne vil ind på det danske marked. Med den store kreds af danske pengeinstitutter, der nu bakker op om løsningen, er der grundlag for med stor styrke at udvikle og udbrede MobilePay, samtidig med at konto til konto-infrastrukturen får mulighed for at gøre dette på den mest omkostningseffektive måde.

Nyt navn

MobilePay vil fremover alene blive markedsført på sit navn og ikke som hidtil MobilePay by Danske Bank. Det nye partnerskab betyder også, at Sydbank gennem vores fælles indkøbsselskab BOKIS sikres indflydelse på den fortsatte udvikling af MobilePay.  

Swipp vil på sigt udgå som selvstændig app – og selskabet bag lukkes formelt, når tid er – mens dele af funktionaliteten som nævnt vil leve videre. Det er op til de enkelte pengeinstitutter i samarbejdet at tage stilling til, om de ønsker at være en del af det nye partnerskab. Det er vores forventning, at der vil være bred opbakning til aftalen.

Overblik

  • Sydbanks erhvervskunder vil få hjælp til at flytte fra Swipp til MobilePay
  • Den centrale konto til konto-løsning, som vi kender den fra Swipp, udnyttes fremadrettet.
  • Private kommer fortsat ikke til at betale for at benytte MobilePay.