Nyt fra vores makroøkonom: Derfor er børneopsparing en rigtig god ide

En børneopsparing kan være en rigtig god ide. Når den unge flytter hjemmefra og får faste udgifter til fx husleje og mad, kan den ekstra opsparing nemlig falde på et rigtigt tørt sted. Ikke mindst i de første studieår, hvor den unge måske kun har SU’en at leve af.

Hvis du starter en opsparing, når dit barn  – eller barnebarn – er helt lille, skal du desuden overveje, hvor pengene på kontoen skal placeres. Det kan nemlig være en god ide at investere pengene – ikke mindst i disse år, hvor renten er rekordlav.

Børneopsparingen: Kan hjælpe med til at betale de faste udgifter

De fleste af os sparer op til pensionen for på den måde at have lidt ekstra på kistebunden, når vi går på pension. Her stopper den månedlige lønindtægt nemlig, selvom mange af udgifterne fortsætter. Derfor giver det god mening at føre lidt af indkomsten fra de år, hvor man har en relativ høj indtægt, over til de år, hvor indtægten er lavere.

Det samme argument gør sig gældende i voksenlivets første år, hvor de fleste unge flytter hjemmefra og får faste udgifter til eksempelvis husleje og mad. For manges vedkommende skal de klare sig for en elevløn eller SU. Derfor giver det også god mening at flytte noget af indtægten fra de fede år, altså der hvor man er blevet en fast bestanddel af arbejdsmarkedet med dertilhørende løn, til de mere magre år, hvor man er under uddannelse.

Undgå forbrugslån

I modsætning til eksemplet med pension vil en såkaldt forbrugsudjævning i de første år af voksenlivet derimod kræve, at man låner pengene. Det kan eksempelvis foregå gennem et SU-lån, der forøger indkomsten, mens man ikke har så meget, og som først kræver en tilbagebetaling, når man er færdig med at studere. Økonomisk set er det en god ide, men basalt set er der tale om et forbrugslån. Det kan for mange virke forkert, at man på den måde gældsætter sig for at leve over evne i en periode, og hvis det er sådan man har det, er det ikke nogen god ide at tage et forbrugslån.

Hjælp dit barn eller barnebarn godt i gang med voksenlivet

En oplagt mulighed er, at forbrugsudjævningen i de første år som udeboende foregår gennem en børneopsparing – og ikke gennem et forbrugslån. På den måde kan man hjælpe sit barn i de magre år, hvor han eller hun ikke for alvor har haft muligheden for at opbygge en opsparing.

Hvis du har mulighed for det, er en børneopsparing altså en rigtig gode ide, da den hjælp, du vil give dit barn, vil gøre særlig stor gavn i netop denne periode. Simpelthen fordi 100 kroner er meget i et SU-budget, mens det i mindre grad betyder noget, når man først er blevet etableret på arbejdsmarkedet.

Hvordan skal pengene placeres?

Det kan også være en god ide at investere børneopsparingen. Både fordi du på den måde beskytter opsparingen mod inflationen, men også da du med en lang tidshorisont har gode udsigter til at få opsparingen til at vokse yderligere. Du skal selvfølgelig være opmærksom på de risici, der er forbundet med at investere penge. For det er jo børnenes penge, du investerer helt fra begyndelsen.

 

Kort om børneopsparing

  • Du kan indskyde op til 3.000 kr. om året og 36.000 kr. i alt
  • Opsparingen kan udbetales, fra barnet er 14 år, og senest når barnet fylder 21 år
  • Gode muligheder for investering, takket være den lange opsparingsperiode

Kontakt os for at høre mere

Test, hvor meget børneopsparingen kan stige i værdi