Sydbank har som en af Danmarks største banker og som systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) et ansvar for at bidrage til den finansielle stabilitet i det danske samfund. Banken har derfor foranstaltninger, der bl.a. skal sikre antikorruption, bekæmpelse af hvidvask, databeskyttelse, informationssikkerhed og dataetik – alle foranstaltninger, der sætter rammen for en ordentlig bank.
Målsætning: >95 pct. af bankens medarbejdere har løbende gennemført uddannelser, der understøtter en ordentlig bank.
At være en ordentlig bank betyder for Sydbank, at vi er med til at sikre en sikker og robust finansiel infrastruktur i Danmark.
Sydbank skal opfattes som en respekteret, kompetent og ordentlig bank, der overholder gældende lovgivning og tager hensyn til principper for ansvarlig virksomhedsdrift. Vi arbejder derfor med mange forskelligartede foranstaltninger, der bl.a. skal sikre antikorruption, bekæmpelse af hvidvask, databeskyttelse, informationssikkerhed og dataetik.
Bankens medarbejdere skal have kendskab til og forståelse for de regler og foranstaltninger, der danner rammen for en ordentlig bank. Grundlæggende kendskab og forståelse opnås gennem obligatoriske uddannelsesforløb målrettet bankens afdelinger og medarbejdergrupper.
Sydbanks obligatoriske uddannelsesforløb, der understøtter en ordentlig bank, er:
- Udvalgte emner inden for compliance, herunder bl.a. tavshedspligt, god skik, sund virksomhedskultur, forebyggelse af interessekonflikter og antikorruption.
- Forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering.
- Håndtering af persondata.
- Styrkelse af bankens cyberrobusthed og god dataetik gennem informationssikkerhed.
- Indblik i og viden om arbejdet med ESG og bæredygtighed
Uddannelsesforløbene gennemføres via bankens læringssystemer. Data på gennemførselsprocenterne lagres i systemerne og opgøres to gange årligt. Gennemførselsprocenten angiver, hvor stor en procentdel af medarbejderne, der har gennemført uddannelsesforløbene til tiden. Der er opfølgningsprocedurer på plads for de medarbejdere, der ikke gennemfører uddannelserne til tiden.
Udover de obligatoriske uddannelsesforløb, der understøtter en ordentlig bank, gennemføres også mere fagspecifikke uddannelser.