Sydbanks årsrapport 2014

Et godt resultat, der giver mulighed for historisk høj udbyttebetaling

Administrerende direktør Karen Frøsig siger om årsregnskabet:

- Sydbank leverer det bedste resultat siden 2007, og det er tilfredsstillende at se, at Sydbanks plan for at forbedre lønsomheden virker.

– Den fornuftige og stabile udvikling fortsætter; Sydbank har haft en stigning i udlånet på næsten 3 pct. i et meget konkurrencepræget marked.

Udvalgte resultater for 2014

  • Basisindtjeningen stiger med 6 pct. til 4.319 mio. kr. i forhold til 2013, bl.a. på grund af over-tagelsen af DiBa Bank
  • Sydbank oplever fortsat tilgang af nye kunder. Det gælder både privatkunder, private banking-kunder og erhvervskunder
  • Udlånet er steget med 2,9 pct. i et faldende og stærkt konkurrencepræget marked
  • Nedskrivninger på udlån er på 707 mio. kr. Det er i den positive ende af det forventede
  • Basisomkostningerne er steget med 4 pct. som følge af integrationen af DiBa Bank
  • Egenkapitalforrentningen er på 9,8 pct. efter skat
  • Periodens resultat udgør 1.052 mio. kr., det bedste årsresultat siden 2007.

Mulighed for historisk høj udbyttebetaling

Bestyrelsesformand for Sydbank Anders Thoustrup siger:

– Sydbank har i 2014 opsat nye kapitalmål, der både er tilpas forsigtige og samtidig giver mulighed for en god forrentning af egenkapitalen, så Sydbank er rustet til fremtidens konkurrence på bankmarkedet.

- Jeg glæder mig meget over, at vi kan betale halvdelen af årets overskud i udbytte til Sydbanks aktionærer.

4. kvartal 2014

Udviklingen i 4. kvartal var præget af stabil basisindtjening og fortsat stigende udlån. Samtidig betød uro på de finansielle markeder et underskud på handelsindtægterne på 9 mio. kr. Resultatet i 4. kvartal blev på 224 mio. kr. i forhold til -282 mio. kr. i samme periode sidste år.

Forventninger til 2015

Der forventes en meget begrænset positiv økonomisk vækst i 2015. Baseret på renteniveauet ved indgangen til 2015 forventes en svagt stigende basisindtjening, bl.a. som følge af svagt stigende bankudlån affødt af iværksatte tiltag og på trods af fortsat stor konkurrence. Jo længere tid det nuværende opadgående pres på kronen, og det deraf afledte negative rentemiljø, fortsætter, des større usikkerhed knytter sig til forventningen.

Handelsindtjeningen forventes uændret til svagt stigende i forhold til den realiserede indtjening i 2014, dog meget afhængigt af udviklingen på de finansielle markeder. På trods af aftalte generelle lønstigninger i finanssektoren på 1,75 pct. og en stigning i lønsumsafgiften på 0,80 pct. forventes uændrede basisomkostninger. Der forventes et lavere nedskrivningsniveau i 2015. Usikkerheden om prisudviklingen i landbruget kan dog påvirke nedskrivningsniveauet.

Yderligere oplysninger

Investor relations-ansvarlig Jørn Adam Møller, tlf. 74 37 24 56
Kommunikationschef Dan Prangsgaard, tlf. 21 54 18 74

Se årsregnskabsmeddelelse 2014

Se hele årsrapporten

Se årsrapporten som online-version

Kreditrisiko 2014 (risikorapport)

Lovpligtig redegørelse om samfundsansvar 2014

Telekonference

Se optagelse af telekonference

Bilag til telekonference

Delårsrapport – 1.-3. kvartal 2014

Sydbanks plan for at øge lønsomheden begynder at skabe resultater

Administrerende direktør Karen Frøsig siger om delårsregnskabet

- Kvartalets resultater viser, at Sydbanks plan for at øge lønsomheden fungerer. Vi oplever faldende omkostninger, stigende indtjening og forbedret kreditkvalitet på samme tid. Vi fortsætter derfor ufortrødent med at følge planen.

- Jeg er både stolt, glad og ydmyg over, at Sydbank igen i år har de mest tilfredse kunder blandt de store banker. Vi arbejder målrettet på at skabe gode relationer og på at være tilgængelige, når vores kunder har brug for det. Det kan vi se kunderne kvitterer for i Aalunds årlige måling af erhvervskundernes tilfredshed og i EPSIs årlige måling af privatkundernes tilfredshed.

Udvalgte resultater fra 1.-3. kvartal

  • Basisindtjeningen stiger med 6 pct. til 3.225 mio. kr. i forhold til samme periode i 2013.
  • Både indlån og udlån er øget i perioden. Udlånet er i 2014 steget med 2 pct. i et marked, hvor der er meget hård konkurrence om kunderne.
  • Sydbank oplever fortsat tilgang af nye kunder, og har fortsat en meget høj kundetilfredshed, det gælder både privatkunder og erhvervskunder.
  • Nedskrivninger på udlån falder med 43 pct.
  • Basisomkostningerne er steget som følge af købet af DiBa Bank.
  • Resultatet før skat forrenter den gennemsnitlige egenkapital med 13,1 pct. p.a.
  • Periodens resultat udgør 828 mio. kr. mod 469 mio. kr. i 2013. Resultatet for perioden er det bedste siden 2007.

Fremgangen var særlig markant i 3. kvartal, hvor Sydbank med et perioderesultat på 314 mio. kr. fik det bedste perioderesultat i mere end seks år. Kvartalets nedskrivninger på 129 mio. kr. er fastholdt på et lavt niveau

Forventninger til 2014

Sydbank forventer uændret stigende basisindtjening og handelsindtjening. Basisomkostningerne ventes fortsat at stige – som følge af købet af DiBa Bank. Nedskrivninger på udlån forventes i niveauet 700-800 mio. kr. Integrations- og restruktureringsomkostninger ventes fortsat at blive i niveauet 75 mio. kr.

Se delårsrapport – 1 -3. kvartal 2014

Bilag til telekonference

Bilag til telekonference - engelsk

Se optagelse af telekonference

Delårsrapport – 1. halvår 2014

Sydbanks plan for at øge lønsomheden begynder at skabe resultater

Administrerende direktør Karen Frøsig siger om halvårsregnskabet:

- Den fornuftige udvikling fortsætter; Sydbank har vækst i udlånet, indtægterne stiger i et meget konkurrencepræget marked og nedskrivningerne falder med 36 pct.

- Planen for at forbedre lønsomheden i Sydbank begynder at skabe resultater. Samtidig med, at vi har nogle af markedets mest tilfredse kunder. Vi fortsætter ufortrødent med at følge planen for at skabe varige forbedringer af indtjeningen ved at øge indtægterne med 200 mio. kr., nedbringe omkostningerne med 200 mio. kr. og fortsat fokusere på kreditkvaliteten.

Udvalgte resultater fra halvåret

  • Indtjeningen i alt stiger med 3 procent til 2.283 mio. kr. i forhold til første halvår 2013. Både indlån og udlån er øget i første halvår af 2014.
  • Sydbank oplever fortsat tilgang af nye kunder. Det gælder både privatkunder, private banking kunder og erhvervskunder.
  • Udlånet er i 1. halvår 2014 steget med 1,6 pct. i et marked, hvor der er meget hård konkurrence om kunderne.
  • Nedskrivninger på udlån falder med 36 pct., hvilket er mere end forventet.
  • Basisomkostningerne er steget som følge af købet af DiBa Bank.
  • Resultatet før skat forrenter den gennemsnitlige egenkapital med 12 pct. p.a.

Fremgangen var særlig markant i 2. kvartal, hvor Sydbank med et basisresultat på 370 mio. kr. fik det bedste basisresultat i et kvartal i de seneste 6 år. Kvartalets nedskrivninger på 111 mio. kr. er på det laveste niveau siden finanskrisens begyndelse i 3. kvartal 2008.

Forventninger til 2014 justeres

Sydbank forventer uændret stigende basisindtjening og handelsindtjening. Basisomkostningerne ventes fortsat at stige - dels som følge af købet af DiBa Bank og dels som følge af de igangsatte aktiviteter. Forventningerne til nedskrivninger reduceres til 700-800 mio. kr., hvor den tidligere forventning var 950-1.100 mio. kr. Integrations- og restruktureringsomkostninger ventes fortsat at blive i niveauet 75 mio. kr.

Se delårsrapport – 1. halvår 2014

Bilag til telekonference

Bilag til telekonference - engelsk

Se optagelse af telekonference

Delårsrapport – 1. kvartal 2014

Øget lønsomhed og fortsat kundetilfredshed i Sydbank

Sydbanks regnskab for 1. kvartal viser, at banken har fået en fornuftig start på 2014. I dag offentliggør banken en plan, der skal forbedre lønsomheden ved indgangen af 2016. Lønsomheden skal forbedres, mens Sydbank fortsat udvikler sin høje kundetilfredshed.

Adm. direktør, Karen Frøsig siger:
- Vi har haft en fornuftig start på året med vækst i forretningen, en fortsat kundetilgang og en stigende indtjening. Indtjeningen er steget med ni pct. siden årsskiftet i et marked med hård konkurrence

Hun tilføjer:
- Sydbank er på rette spor, men der er stadig plads til forbedringer. Derfor fremlægger vi i dag en plan, der skal forbedre lønsomheden ved at øge indtjeningen, sænke omkostningerne og reducere nedskrivningerne – samtidig med, at vi vil holde fast i den høje tilfredshed blandt vores kunder.

Resultater i kvartalet

(Sammenligningstal for 1. kvartal 2013 er vist i parentes)

Resultatet før skat blev 331 mio. kr. (184 mio. kr.). Heri indgår 148 mio. kr. i indtægt vedr. salget af Nets.

  • Indtjeningen steg til 1.141 mio. kr. – en vækst på 2 pct. fra 1. kvartal 2013 og 9 pct. fra 4. kvartal 2013. Ind- og udlån er øget siden årsskiftet, og banken oplever fortsat tilgang af nye kunder.
  • Basisomkostningerne steg til 704 mio. kr. (661 mio. kr.) som følge af købet af DiBa Bank.
  • Nedskrivningerne faldt til 319 mio.kr. (349 mio. kr.) efter en ekstraordinær gennemgang af mindre engagementer.

Ny plan for forbedring af Sydbanks lønsomhed

  • Indtjeningen skal styrkes med 200 mio. kr. i forhold til niveauet ved udgangen af 2013.
  • Basisomkostningerne skal reduceres med 200 mio. kr. brutto i forhold til niveauet ved udgangen af 2013. 50 mio. kr. af besparelsen vil blive brugt på efteruddannelse, produktudvikling og IT-investeringer.
  • Faldende nedskrivninger ved fokus på kreditkvalitet og udvikling af systemer og processer.

Forventninger til 2014

Sydbank forventer uændret stigende basisindtjening og handelsindtjening. Basisomkostningerne ventes fortsat at stige - dels som følge af købet af DiBa Bank og dels som følge af de igangsatte aktiviteter, men stigningstakten bliver lavere end i 1. kvartal. Forventningerne til nedskrivninger præciseres til 950-1.100 mio. kr., hvor den tidligere forventning var ”lavere” end de realiserede 1.861 mio. kr. i 2013. Integrations og restruktureringsomkostninger ventes samlet at blive i niveauet 75 mio. kr. Heri indgår de tidligere forventede 50 mio. kr. til integrationen af DiBa Bank samt 25 mio. kr. til restruktureringer ifølge den nye plan for at forbedre bankens lønsomhed.

Delårsrapport – 1. kvartal 2014

Bilag til telekonference

Se optagelse af telekonference