Privatrådgiver Svendborg
”Vær ærlig og åben – det kommer du længst med.”
Ærlighed og åbenhed er to egenskaber, som Seher vægter højt, både privat og professionelt. Det hjælper hende også til at sætte grænser og til at udvikle sig. Hun siger, at hun altid har været lidt tilbageholdende, men det blev der ændret på, da hun startede i Sydbank.
”Du skal turde at kaste dig ud i noget nyt. Det har jeg lært i Sydbank. En leder sagde til mig: ”Prøv at gøre det – der sker ikke noget”, og finder man ud af, at det er noget, man ikke vil igen, så må man være ærlig og sige fra.”
Der har været fart på både den faglige og personlige udvikling for Seher i de år, hun har været i banken. Hun føler dog stadig, at hun lærer noget nyt hver dag.
”Jeg vil bare gerne være en virkelig god rådgiver for kunderne. Jeg har altid været lidt tilbageholdende, men jeg bliver udfordret hver dag, i hvert møde med en kunde – og det er jeg glad for. Efter hvert kundemøde føler jeg, at jeg har lært noget nyt og har udviklet mig. Man kan aldrig sige: ”Nu har jeg lært det hele – nu er jeg færdig.”
Erhvervsrådgiver Odense
”Kombinationen af det nørdede og det udadvendte er det, jeg bedst kan lide ved mit job.”
Christoffer er ikke bleg for at indrømme, at han er ret vild med tal. En god arbejdsdag for ham er kombinationen af mange forskellige ting, men vigtigst af alt er, at han kan kombinere nærlæsning af tal med kundemøder:
”En god dag starter med et kundemøde ude i byen, hvor vi får skabt en god relation. Hvis jeg kan komme tilbage med regnskabstal, dykke ned i dem og så finde en god løsning til kunden og få en god forretning ud af det for både kunden og banken, så har det været en rigtig god dag.”
Privatrådgiver Faaborg
”Jeg bliver glad af at skabe relationer til mine kunder og få en god kemi. Det, synes jeg, er vigtigst”
Charlotte afsluttede sit traineeforløb i Sydbank i 2017 – i dag er hun privatrådgiver. For Charlotte er det holdspillet i hendes afdeling og kontakten til kunderne, der gør det sjovt at gå på arbejde.
”Det er fedt at bygge en god relation til mine kunder og skabe nogle løsninger til dem, som er lavet ud fra deres behov og ønsker. Jeg gør meget ud af at sætte mig ind i kundernes situation og lytte til deres ønsker, så vi kan lave den helt rigtige løsning.”
Som privatrådgiver har man ofte mange hatte på, så når man skal lave den rigtige løsning til sine kunder, kan det være nødvendigt at sparre med sine kolleger. Det er en naturlig del af Charlottes hverdag, og i hendes afdeling er de gode til at bringe hinandens kompetencer i spil:
”Der er en god dynamik i min afdeling, og vi er gode til at supplere hinanden. Mine kolleger og jeg har forskellige styrker, så vi hjælper hinanden, så vi alle når i mål.”
Erhvervsrådgiver Kolding
”Jeg suger ny viden til mig, hvor jeg kan.”
Ifølge Jonas handler det at være en succes ikke nødvendigvis om at være den, der skaber flest forretninger for banken.
”Det er svært at definere, hvornår man er en succes. Man kan være en succes ved at skabe mange forretninger, men man kan også være en succes ved at være åben for at lære nye ting og være i stand til at give værdiskabende sparring til kollegerne. Det er en succes for mig, når jeg kan mærke, at jeg flytter mig fagligt og udvikler mig.”
For at man kan flytte sig fagligt og være god til at prioritere de daglige opgaver er der som en fast del af ledelsesformen i Sydbank daglig sparring mellem leder og medarbejder. Og den sparring er Jonas glad for.
”Jeg havde aldrig rørt ved regnskaber, så det var helt nyt for mig, da jeg startede. Så er det rart at sparre med en leder, som er mere garvet indenfor faget, og som er god til at læse regnskaber og god til at spørge om alt muligt, hvor jeg tænker: ”Det havde jeg ikke set.” Så den daglige sparring, jeg får lige nu, den er vanvittigt udviklende for mig.”