Hverdagen for en domænearkitekt

Vores domænearkitekter spiller en central rolle for hele vores IT-landskab. Kan du lide at arbejde på tværs af teams, afdelinger og med eksterne partnere, så er stillingen som domænearkitekt måske noget for dig.

Sydbank er en af de største partnere i Bankdata-fællesskabet. Vi er derfor en del af et stort IT-landskab og IT-fællesskab, hvor vi får noget IT leveret fra Bankdata, mens der er andet IT som vi udvikler og drifter selv. Det giver et super interessant set-up at være domænearkitekt i. Som domænearkitekt er du med til at sikre, at vores løsninger til forretningen er sammenhængende og velfungerende – uanset hvor de leveres fra. 

Vores hold af domænearkitekter samarbejder meget bredt og kommer omkring hele teknologistacken. De sikrer, at nye løsninger spiller godt sammen med og supplerer vores eksisterende løsninger på bedst mulig vis – specielt med henblik på sikkerhed, stabilitet, performance og standardisering.  

Som domænearkitekt i Sydbank er du med til at sætte retningen og påvirker, hvor IT-landskabet skal bevæge sig hen. Du har en meget stor kontaktflade med forskellige produktteams på tværs af vores IT-afdeling, Bankdata og andre eksterne leverandører. I rollen som domænearkitekt spænder dine opgaver vidt – fra et helt overordnede niveau i IT-arkitekturen, til de mere detaljeorienterede opgaver i det domæne, du kommer til at arbejde med. 

Der kan være mange forskellige veje til jobbet som domænearkitekt, men det kræver solid erfaring inden for IT og stor interesse for, hvordan man med IT kan understøtte og udvikle forretningen bedst muligt.

Hverdagen for en softwareudvikler

Har du lyst til at være en del af et udviklerteam? Og brænder du for at udvikle forretningsprocesser, arbejde med kritisk data og komplicerede opgaver? Så er jobbet som softwareudvikler hos os måske det rigtige for dig. 

Som softwareudvikler i Sydbank, er du med til at digitalisere og automatisere forretningsprocesserne. Det sker ved at bygge systemer, der kan lette processerne for fx vores dealere, når de handler med aktier, obligationer eller valuta. Ved at gøre processerne digitale og mere automatiserede, bliver forretningen i stand til at effektivisere deres arbejde, fordi vi centraliserer nøgleinformationer til dem og sørger for, at den information, de skal bruge, er samlet ét sted. Derudover integrerer vi vores systemer til eksterne partnere og applikationer, så forretningen lettere kan arbejde sammen med dem.

Jobbet som softwareudvikler er spændende, fordi du får lov til at arbejde sammen med nogle meget kompetente kolleger og i et miljø med blandt andet meget kritisk data og en vis risiko. Det er med til at udvikle dig, når du er en del af sådan et miljø. Det gør nemlig, at du kan varetage meget komplicerede opgaver. Derudover er bankverdenen et meget komplekst domæne, fordi det er forretningskritisk software, så det betyder meget om det virker eller ej. Oplæringstiden er lang, netop fordi det er så komplekst, men det giver samtidig mulighed for at du kan fordybe dig.

Jobbet som softwareudvikler er målrettet dem med en baggrund inden for softwareudvikling. Det er et perfekt match, hvis du har en indre problemknuser, og kan lide komplekse domæner og forretningskritiske miljøer.

Hverdagen for en frontend udvikler

Går du op i at forstå brugerne, designe og programmere hjemmesider, så de visuelt er lette af afkode og brugervenlige for de besøgende? Så tag et nærmere kig på jobbet som frontend udvikler.

Som frontend udvikler i Sydbank kommer du til at arbejde med moderne webudvikling, designudvikling og designimplementering. Her er en af vores tætteste samarbejdspartnere oftest Kommunikation og Marketing. Vi arbejder primært med behovsafdækning, grafisk arbejde og programmering. 

Sydbank er en stor arbejdsplads med mange medarbejdere, og lige så mange bankkunder, der interagerer med Sydbank via hjemmesiderne. Derfor er du som frontend udvikler i berøring med utrolig mange mennesker via de hjemmesider, vi bygger. Vi arbejder i produktteams, og er på vej mod et DevOps-setup. Vi arbejder tæt sammen med resten af forretningen og i et agilt set-up, hvor vi bruger SCRUM som en ramme for vores daglige arbejde. 

Som frontend udvikler skal du være dygtig til den visuelle og designmæssige del, forstå brugerne, hvad de har behov for og være god til at samarbejde med softwareudviklerne, der bygger de bagvedliggende systemer.

Hverdagen for en business intelligence specialist/data engineer

Vil du være med til at skabe og fremtidssikre fundamentet for automatisering og analyse i en af Danmarks største banker? Der er rigeligt med opgaver som business intelligence specialist/data engineer – og måske har vi brug for netop dig?

Hverdagen for vores data engineers er alsidig, og rummer forskellige arbejdsområder – herunder også business intelligence. Generelt arbejder vi med meget store datamængder, og bruger primært Microsoft SQL server og produkter under denne pallette. Vi skriver vores koder i SQL, bygger dataintegrationer og udstiller data fx i PowerBI. 

Opgaver er der masser af. Vi bygger blandt andet algoritmer på data, der løser mange forskellige opgaver for banken. Det kan være beregning af, hvornår låneomlægninger er fordelagtigt for vores kunder, så vores rådgivere kan lave proaktiv rådgivning. 

Vi bygger også dataintegrationer, dataløsninger og datamodeller. Derfor er vi ofte i tæt sparring med resten af forretningen omkring udvikling og vedligeholdelse af vores løsninger. 

Det er en spændende karrieremulighed, fordi vores IT-afdeling er stor, så vi sidder mange og arbejder med fagområdet. Det gør også, at vi har et stærkt fagligt fællesskab. I Sydbank opererer vi med enormt store datamængder, der gør, at du kan sætte din logik i spil og skabe gode løsningsmodeller. Du får mulighed for at kombinere interessen for forretning og IT – samtidig med, at du indgår i et stærkt socialt fællesskab.

Som buisness intelligence specialist eller data engineer ser vi typisk, at en baggrund inden for økonomi, matematik eller forretningsvendt IT er mest relevant. 

Hverdagen for en analytiker i risikomodeller

Som analytiker i risikomodeller får du mulighed for at bringe din teoretiske viden i spil, når du skal udvikle modeller ved hjælp af avancerede kvantitative metoder. Afdelingen er inde i en spændende udvikling. Tag med på rejsen.

Som analytiker i afdelingen Risikomodeller udvikler du statistiske modeller ved hjælp af avancerede kvantitative metoder. Modellerne bruges til styring af bankens kreditrisiko. Arbejdet har et meget stort ledelsesmæssigt fokus. Derfor får du som analytiker i risikomodeller en central rolle i udviklingen og anvendelsen af bankens modeller, og i den løbende evaluering af modellerne. 

Du har berøring med store dele af organisationen, og får et detaljeret indblik i data og processer på tværs af banken. Vores teams er karakteriseret ved en ekstrem stor og høj faglighed, og området, vi arbejder i, er højspecialiseret. Vi arbejder teambaseret med agile arbejdsmetoder, og har stor medbestemmelse og indflydelse på hverdagens opgaver.

For at blive analytiker i risikomodeller, skal du have en relevant videregående uddannelse inden for statistik eller en finansiel uddannelse, fx en kandidat i matematikøkonomi eller lignende.