Områdedirektøren: “Det er vigtigt for mig at være med helt ude, hvor det sker”

Blå bog: Torben Bruun Jørgensen

  • Født i 1971
  • Områdedirektør for Sydbank Direkte
  • Elevuddannet som privatrådgiver i Unibank 1992
  • Har tidligere arbejdet 25 år i Nordea
  • Har arbejdet i Sydbank siden 2016
  • Bor i Starup ved Haderslev
  • Gift og har to voksne børn
  • Kobler af fra arbejdet ved at blandt andet at løbe og køre på racercykel – og godt med motion kan også være nødvendigt, da hans hustru er sælger for chokoladeproducenten Mars

Mød Torben

Som områdedirektør for Sydbank Direkte er Torben Bruun Jørgensen leder for 135 medarbejdere. Men han er ikke typen, der tilbringer hele dagen på hjørnekontoret med møder og mails. Tværtimod. For ham er den vigtigste del af arbejdet at komme ud og ”få jord under neglene”.

Min hverdag består selvfølgelig af en del møder med kolleger på lederniveau – men den består også rigtig meget i at være ude ved de forreste skriveborde og have fingeren på pulsen, fortæller Torben Bruun Jørgensen.

Der skal helst ikke holdes for mange møder, for når man holder for mange af dem, er der ikke tid til at være ude i det virkelige liv, hvor kunderne er.

Han begyndte sin bankkarriere i det daværende Unibank, hvor han blev elev som 18-årig. Siden har han støt og roligt arbejdet sig op fra rådgiver over forskellige lederstillinger til sin nuværende post som områdedirektør i Sydbank, hvor han har været ansat i seks et halvt år.

Torben Bruun Jørgensen har med andre ord selv prøvet at sidde ud ved det førnævnte forreste skrivebord, og han tror på, at tæt kontakt med kunderne er lige så vigtigt i hans nuværende stilling, som dengang han selv var rådgiver.

Af samme grund forsøger han også at holde sig fagligt opdateret, så han selv kan træde ind og rådgive kunder en gang imellem:

I dag skal alle bankrådgivere jo certificeres for at få lov at rådgive om specifikke ting, og jeg sørger for selv at tage nogle af de certificeringer, så jeg også kan være med til at rådgive kunderne, fortæller han.

Nu hvor mange kunder fx har brug for rådgivning om konverteringer af deres realkreditlån, har jeg selv talt med en del af dem. Det hjælper mig med at holde mig skarp på ting, som vedrører rigtig mange af vores kunder. Det er vigtigt for mig at være med helt ude, hvor det sker.

Sydbank Direkte er en landsdækkende afdeling, der tager sig af al den kundekontakt, som ikke foregår fysisk i filialerne. Heriblandt teknisk support af netbank, bankens callcenter og den virtuelle filial, hvor kunderne kan få rådgivning kl. 8-20 alle ugens syv dage.

I sådan en afdeling er der selvsagt god basis for at finde og afprøve nye måder at være bank på, og i Sydbank er der heldigvis god plads til det, Torben Bruun Jørgensen kalder “at lede opad”.

Det er, når man kan påvirke direktionen til at skabe forandringer ved hjælp af den viden, man har fra kunderne og rådgiverne, fortæller Torben Bruun Jørgensen.

Vi er begunstiget med en kæmpe frihed ovenfra til at få lov til at prøve ting af. Der er mulighed for at få en god idé, smide hånden på kogepladen og sige: ”Vi kan det her, hvis I giver os lov!” Og så er kulturen i Sydbank sådan, at ledelsen som regel siger: ”Jamen, så løber du bare med den, kammerat”.

Som eksempel nævner han indsatsen med at hente nye kunder fra skift bank-tjenester, hvor Sydbank har stor succes. Det er hans afdeling, der har stået fadder til den udvikling, og han er stolt af resultatet.

Det er jo hele kæden, der bidrager – fra direktionen til de rådgivere, der får det til at lykkes i dagligdagen. Jeg er kun en lille brik, men at være en del af den kæde, at være med til både at motivere opad og motivere nedad og få det til at lykkes, det er virkelig fedt.