Risk controlleren: “Jeg har fået tid og plads til at udvikle mig og lave de fejl, man nu engang laver”

Blå bog: Peter Terkelsen

  • Født 1990
  • Risk Controller i Middle Office ved Sydbank Transaction Banking, Aabenraa
  • Uddannet cand.merc.fib fra Aarhus Universitet 2016
  • Arbejdede efter endt uddannelse et år i Grønland som handelsskoleunderviser
  • Har arbejdet i Sydbank siden 2017
  • Bor i Kolding
  • Bor sammen med sine kæreste og har en søn på to år – og endnu et barn på vej
  • Går meget op i fodbold og var, indtil han blev far, aktiv træner for 12-13-årige drenge i Kolding IF. I dag dyrkes fodbolden lidt mere fra sofaen

Mød Peter

På papiret lyder opgaven enkel for Peter Terkelsen og hans kolleger i Sydbank Middle Office: De skal overvåge og kontrollere de markedsrisici, som bankens porteføljer af blandt andet værdipapirer er udsat for.

I praksis er det naturligvis meget mere kompliceret.

Vi måler ud fra forskellige scenarier: Fx hvordan det påvirker det vores egenbeholdning, hvis renten flytter sig fem basispunkter. Hvor meget risiko ligger vi så med ud fra de lines, banken har fået tildelt, og hvilken påvirkning vil det have på egenbeholdningens værdi, fortæller Peter Terkelsen.

Mere konkret foregår kontrollerne ved at samle og bearbejde en større mængde data fra forskellige handelssystemer i fx Excel og ud fra de valgte scenarier og risikomodeller at udregne egenbeholdningens risici. Ud fra det kan de forskellige porteføljeforvaltere vurdere den aktuelle risiko, hvor den er placeret, og om der eventuelt skal nedbringes i beholdningen.

Afdelingen står også for at lave flere daglige avanceopgørelser og måle på, hvad Sydbank tjener på egenbeholdningens positioner og handler.

Den del af afdelingens arbejde er han dybt inde i, da det er hans ansvar at lave en avanceopgørelse og en risikoopgørelse hver morgen. Andre af afdelingens ansvarsområder er han lidt mere usikker på:

Jeg kan lige så godt være ærlig og sige, at jeg selv efter fem år endnu ikke 100 procent har forstået alt, hvad vi laver i afdelingen – men det bliver bedre, siger han med et grin.

Heldigvis er der gode og vidende kolleger, man kan støtte sig op ad, og sådan har det været, lige siden Peter Terkelsen som næsten nyuddannet begyndte i Middle Office i 2017.

Det har været noget af det fedeste for mig ved at arbejde her: Jeg kom som nyuddannet uden meget erfaring med bankverdenen, og jeg har fået tid og plads til at udvikle mig og lave de fejl, man nu engang laver, uden at der er nogen, der er kommet og har dunket mig i hovedet, fortæller Peter Terkelsen:

Her er plads til at fejle, og selvom man er spritny i systemet, taler kollegerne til en i øjenhøjde – som om man allerede er gammel i gårde.

Når der er plads til at fejle, er der også plads til at prøve nogle ting af, og gennem tiden er Peter Terkelsen endt med at sidde med en lidt anden rolle end i begyndelsen. En stor del af hans hverdag går nemlig med decideret udvikling, hvor han arbejder med at gøre afdelingens eksisterende programmer og opgørelser mere strømlinede og hurtigere.

Det var egentlig ikke det, jeg blev ansat til, men sådan er det endt, og jeg er ret glad for at have fået muligheden, fortæller Peter Terkelsen og fortsætter:

Det, jeg virkelig brænder for, er, når en kollega i banken henvender sig med et eller andet behov – fx hvis der er kommet et nyt regulativ eller et krav fra en samarbejdspartner – og jeg så kan få lov at sidde og nørde med at udvikle en løsning til dem.

Det er egentlig dét, jeg for alvor henter energi ved – og så ved at se, at kollegerne rent faktisk kan bruge løsningen bagefter.