Privatrådgiveren: “Det, der er godt for kunden, er på den lange bane også godt for banken”

Blå bog: Heidi Schjødt Thier

  • Født 1979
  • Privatrådgiver i Sydbank Aarhus
  • Elevuddannet fra BG Bank og Sydbank 2004
  • Har arbejdet i Sydbank siden 2003
  • Bor i Aarhus-forstaden Brabrand
  • Er gift og har to drenge på 13 og 16 år
  • Har siden hun kom til Sydbank arbejdet i den samme afdeling på Store Torv i Aarhus – dog i forskellige afdelinger og funktioner

Mød Heidi

Det er meget fint med mails, telefonopkald og onlinemøder via Teams – men for Heidi Schjødt Thier er det fysiske kundemøde stadig nummer ét.

Og der er heldigvis mange kunder, der gerne vil komme herind, selv om vi ligger i midtbyen, hvor det kan være svært at finde en parkeringsplads, griner privatrådgiveren, der arbejder i Sydbanks afdeling på Store Torv i Aarhus.

Teams-møder er helt okay, men jeg kan allerbedst lide, når vi sidder overfor hinanden – når der er den personlige kontakt.

Et godt kundemøde efter Heidi Schjødt Thiers hoved indebærer blandt andet, at man er godt forberedt og sørger for at komme hele vejen rundt om kundens økonomi – og at man følger op ved fx at sende et mødereferat til kunden.

Jeg er ikke typen, der tænker: Det tager jeg bare en anden gang. Og det tror jeg også giver pote for kunderne. Så skal de kun snakke med mig én gang om året og ikke hver anden måned, fordi der var noget, jeg glemte, siger hun og fortsætter:

Jeg synes generelt, at jeg lykkes med at komme godt omkring mine kunders økonomi, og jeg går først og fremmest efter deres behov, for det, der er godt for kunden, er på den lange bane også godt for banken.

Udover at tage sig af sin kundeportefølje er Heidi Schjødt Thier også stedfortræder for sin afdelingsleder. Og så går hun meget op i at tage aktivt del i udviklingen af banken – både i forhold til at forbedre sin og andre rådgiveres arbejdsdag og -redskaber og i forhold til at hjælpe de næste generationer af ansatte på vej.

Hun har blandt andet været mentor for nogle af filialens finansbachelorer, og derudover står hun altid klar til at hjælpe nyansatte med at falde til i jobbet.

Jeg har været her i mange år, så jeg ved dels en masse om systemerne, men jeg ved også, hvem i banken man skal have fat, hvis der er noget, der driller. Så det bruger jeg en del tid på – og det gør jeg gerne, siger Heidi Schjødt Thier.

Derudover har hun gennem tiden deltaget i en række projekter om alt lige fra de værktøjer, rådgivere bruger i deres daglige arbejde, til at teste nye funktioner i bankens digitale systemer.

Og så har jeg engang i 14 dage skullet notere ned næsten minut for minut, hvad jeg har lavet, med det formål at få sluset nogle ting væk, som vi måske bruger unødig tid på som rådgivere, fortæller Heidi Schjødt Thier, der er begejstret for, at hun på den måde kan få lov til at være med til at påvirke sin egen og sine kollegers hverdag positivt.

Det er fedt, at vi kan få lov til at blive involveret, når det nu er os, der rent faktisk skal arbejde med tingene – at det ikke bare bliver besluttet hen over hovedet på os. Sydbank lytter rigtig meget til medarbejderne.

Selv efter at have arbejdet i samme afdeling gennem to årtier er Heidi Schjødt Thier endnu ikke blevet træt af at tage turen fra privaten i Brabrand til Store Torv hver dag.

Vi har muligheden for at arbejde hjemme, men jeg benytter mig næsten ikke af den. Både fordi jeg rigtig godt kan lide at sidde overfor kunderne – men også fordi jeg rigtig gerne vil ind og være sammen med mine gode kolleger, siger hun:

Det bedste ved mit arbejde er at tage på arbejde.