Privatrådgiveren: “Jeg forsøger så vidt muligt at gøre det til kundens møde”

Blå bog: Casper Holk Villumsen

  • Født 1995
  • Privatrådgiver i Sydbank Kolding
  • Elevuddannet i Ringkjøbing Landbobank 2015
  • Har arbejdet i Sydbank siden 2018
  • Bor i Kolding
  • Har en kæreste og en søn på halvandet år
  • Sammen med nogle af kollegerne fra afdelingen er han for nylig begyndt at spille padeltennis efter arbejde – med tredje halvleg

Mød Casper

For Casper Holk Villumsen er der ikke noget større skulderklap at få, end når en tilfreds kunde anbefaler ham til venner eller familie.

Den unge privatrådgiver i Sydbank Kolding brænder nemlig for at skabe en god dialog med potentielle nye kunder – og den bedste måde at nå nye kunder på er ved mund til mund-metoden.

Jeg bliver virkelig stolt, når en af mine kunder har haft en rigtig god oplevelse og uden min indblanding får lyst til at være min ambassadør overfor en ven eller nabo, siger han.

Det er det, jeg synes, er mest spændende: At starte en dialog op med en ny kunde og give dem en rundtur i, hvad Sydbank er, og hvilken forskel vi mener, at vi kan gøre.

Udover de personlige anbefalinger kommer banken i kontakt med potentielle kunder via samarbejdspartnere som lokale ejendomsmæglere eller forsikringsselskaber.

Det er fedt, når forbindelsen bliver skabt gennem en anden kontakt, eller når vi selv kan gå ud og være proaktive. Når der er en fælles reference, vi kan gå ud fra, er folk mere tilbøjelige til gerne at ville tage en snak, er Casper Holk Villumsens erfaring.

Som privatrådgiver har han selvfølgelig også en portefølje af faste kunder, som han hjælper med alle de traditionelle bankforretninger og rådgiver om lån, investering, pension og forsikringer.

Meget kan foregå over mail og telefon, men den bedste og mest nærværende rådgivning kræver et rigtigt møde, mener Casper Holk Villumsen.

Jeg forsøger så vidt muligt at gøre det til kundens møde. Det sikrer jeg blandt andet ved på forhånd at tage en snak over telefonen, hvor vi sammen får et overblik over kundens økonomi, ønsker og behov for at gøre det så relevant som muligt, siger han og fortsætter:

Og så handler det selvfølgelig først og fremmest om at gøre det hele på kundens præmisser – at lave sin rådgivning i øjenhøjde og ikke gøre tingene mere komplicerede, end de behøver være.

Casper Holk Villumsen kom lidt sidelæns ind i bankverdenen.

Han er opvokset i Ringkøbing på den jyske vestkyst, og mens han læste på det lokale handelsgymnasium, havde han egentlig en idé om, at det kunne være spændende at arbejde i ejendomsmæglerbranchen. Da han efter HHX begyndte som elev i den lokale bank Ringkjøbing Landbobank, var det derfor med tanke på, at det senere kunne føre videre til ejendomsmæglerdrømmen.

Men bankuddannelsen tændte en glød i Casper Holk Villumsen, og efter elevtiden begyndte han at arbejde som privatrådgiver. Han skiftede til Sydbank, da han og kæresten flyttede til Vejle.

Og selvom der nu er langt hjem til familien i Vestjylland, har han ikke fortrudt skiftet.

Her i Sydbank er der mulighed for at udfolde sig og udvikle sig både personligt og fagligt, fortæller Casper Holk Villumsen:

Og så har vi bare en vildt god fælleskabsånd. Der er plads til alle, og vi er gode til både at hjælpe hinanden og til at være åbne om vores fejl og lære af dem.